Træningsrevir Størlinge
Hvis du ikke har fået anden besked, mødes vi altid på dette sted:
Flintemosevej, overfor nr. 11,
4733 Tappernøje
(Følg skiltene Schweisstræning.dk ind i skoven).
Schweisstræning.dk leder pt. efter minimum 15-20 hektar skovområde som vi kan leje til fortsat træning.
Hvis du har, eller kender du nogen som har et sådan skovområde de vil leje ud - så giv mig et kald på 31 21 15 21.
Arealet ønskes lejet med eller uden jagtret, og må gerne være en del af et større skovområde.
Størlinge Skov – stadig et besøg værd
Gennem mange år har jeg arbejdet som skytte i Størlinge Skov, hvor jeg samtidig har trænet hunde og drevet kursusvirksomhed.
Da skoven fik ny ejer i 2025, fortsatte jeg mit arbejde for ham i omkring et år. I den periode blev det meget tydeligt for mig, at den nye ejer ønsker mindst mulig aktivitet i skoven og helst ser offentlighedens færdsel begrænset mest muligt.
Den 1. april 2026 sluttede mit arbejde i Størlinge Skov – og samtidig blev der sat en stopper for min mangeårige hundetræning og kursusvirksomhed.
Efter i mange år at have haft ansvaret for jagtvæsenet kender jeg både reviret, vildtet og konsekvenserne af de aktiviteter, der foregår i skoven. Min erfaring er klar: Hundetræningen har ikke haft nogen negativ effekt på vildtet – på flere områder tværtimod.
Det kan den nye ejer desværre ikke se.
Min kritik af ham skyldes dog ikke alene vores forskellige syn på hundetræningen. Den bygger på de erfaringer, jeg gjorde mig gennem det år, hvor jeg arbejdede for ham og på nært hold oplevede hans tilgang til jagtvæsenet.
Det er min klare vurdering, at han mangler den praktiske indsigt i jagtteknik, jagtdrift, vildtforvaltning og vildtets biologi, som er nødvendig for at forstå, hvordan et jagtvæsen fungerer i praksis. Hans tilgang har efter min oplevelse i høj grad været teoretisk – og teori kan ikke erstatte mange års praktisk erfaring.
Manglende erfaring kan man naturligvis rette op på ved at lytte til mennesker, der ved mere og har større praktisk erfaring på området. Men netop her oplevede jeg gennem vores samarbejde et andet problem: Der var meget lidt plads til faglige råd eller andre synspunkter, når de ikke stemte overens med hans egne.
At have økonomisk succes og mange penge er ikke ensbetydende med, at man har viden om jagtdrift og vildtforvaltning. Den viden og erfaring skal opbygges gennem praktisk arbejde – og der findes ingen genveje.
Om denne tilgang også har haft betydning for hans valg af ny skytte, kan jeg naturligvis ikke vide. Men faktum er, at den daglige jagtlige drift nu er overladt til en nyuddannet og endnu uerfaren skytte, som ikke tidligere har stået i spidsen for et jagtvæsen. Dermed er der heller ikke i den daglige jagtlige ledelse den mangeårige praktiske erfaring, som efter min opfattelse netop kunne have suppleret ejerens egen manglende erfaring.
Den nye ejer bestemmer naturligvis over driften af skoven. Men uanset ønsket om at begrænse offentlighedens færdsel gælder naturbeskyttelseslovens regler fortsat. Skovens gæster har derfor fortsat ret til at færdes til fods og på cykel ad skovens veje og stier fra kl. 6 til solnedgang.
Efter mine mange år i Størlinge Skov kender jeg den særdeles godt, og den er absolut et besøg værd. Her er smuk natur og et rigt dyreliv med blandt andet råvildt, dåvildt og udsatte fasaner. Tag også gerne hunden med – selvfølgelig i snor.
Ved den tidligere P-plads findes desuden en overdækket bålhytte, som skovens gæster kan benytte. Tag madpakken med og gør et ophold her.
Størlinge Skov er en dejlig skov – og bestemt et besøg værd.



