Optaget i Schweissregistret - hva' nu

Affange:
Aflive et stykke anskudt eller påkørt stykke vildt.

Angstfært:
Når et dyr er stresset, udskiller det stresshormonet
(adrenalin og kortisol), hvilken fært
man kalder angstfærten.

Anskydning:
Et dyr, som er ramt men ikke fundet.Anskudssted:
Præcis der, hvor dyret stod, da det blev anskudt.

Bringsel:
Et ca. 20 cm. langt læderstykke, som man før i tiden satte i schweisshundens halsbånd. Hvis hunden var fri og fandt dyret, tog hunden bringslet i munden og vendte tilbage til hundeføreren og førte efterfølgende hundeføreren frem til dyret (rapportør).Brudtegn:Markering, som alle jægere bør kende. Bruges i forbindelse med spor- og schweissarbejdet, og kan være markering af anskudssted, flugtretning m.m. Dynefært:
Er den stærke kropsfært, som dyret efterlader i luften under en flugt.

Egnethedsprøve:
En prøve, som samtlige reg. schweisshundeførere skal bestå med en ny hund, såfremt den skal optages i Schweiss-registret. Ekvipagen:
Det kalder man hundeføreren og hans/hendes hund.

Faldvildt:
Selvdødt vildt.

Fange af:
Aflive vildt.

Fangstskud:
Aflivning af hjortevildt med våben.

Frit søg:
Ikke aktuelt i forbindelse med schweissarbejdet, men var meget udbredt tidligere. Schweissarbejde med løs hund har intet med schweissarbejde at gøre, medmindre dyret er rejst fra sårlejet, og hunden er sluppet til hetz.

Fod:
Hjortevildtets sporaftryk.

Forende:
Vildtets død.

Fært:
En lugt, som hunden kan lugte.

Færtbillede:
Et udtryk for alle de færte hunden får i næsen under udredning af et sporforløb. Færte som hunden skal behandle i hjernen, inden den vælger hvilken fært, den skal fastholde.

Færtforhold:
Vejrmæssige forhold, som kan påvirke den udlagte fært.

Færtforvirring:
En betegnelse for et svært moment som stjerne, tilbagegegang/wiedergang, rundgang m.m.

Færtsko:
En form for skosål man spænder fast under sine støvler, og hvor bagpå kan fastsættes klove, som afgiver fært i skovbunden.

Gennemskud:
En kugle gennem dyret, som giver et indgangsog et udgangshul.

Hetz:
Når dyret rejses fra sårlejet, og hunden slippes for at opspore og stoppe det flygtende dyr.

Hetzspor:
En kunstig udlagt hetzspor, som bruges i forbindelse med afslutning på kvalifikationstest og egnethedsprøve.

Hår:
Kan være hår, som falder af dyret i anskudsstedet (afskudshår).

Individuel fært:
Den fært det enkelte dyr udskiller gennem klovaftrykket.

Klov:
Horndannelse på de yderste tåled på fodens tredje og fjerde tå hos klovdyr bl.a. hos svin, kvæg og hjorte.

Klovbærende vildt:
Også kaldet hovdyr, består af hjortevildt, skedehornede dyr og svin.

Klovkirtel
Duftkirtel som på hjortevildtet sidder mellem klovene.

Klovvand:
En færtkilde, hvor man lægger en klov i vand i f.eks. 12-24 timer,og bruger ”vandet” som færtkilde.

Knoglemarv:
Marv fra rørknogler, som kan forveksles med etlille lungestykke. Hvis man gnider det mellemsine fingre, og det varmes op og bliver som en klar væske, er det knoglemarv.

Knæk:
Ændring af retningen på et spor.

Kvalifikationstest:
Schweiss-registrets test, som afvikles for at se, om hund og fører har de fornødne kvalifikationer for at komme i gang med uddannelsen som reg. schweisshundefører.

Legitimationskort:
Alle reg. schweisshundeførere er udstyret med et ID-kort, som indeholder hundeførerens og hundens navn, samt hundens ID-nr. og udstedelsesdato.
ID-kortet er udstedet af Miljø- og Fødevareministeriet / Naturstyrelsen, og skal fremvises på forlangende når man eftersøger på anden mands grund.

Markering:
De ting, man bruger ved et sporforløb for at vise, hvor sporet er lagt. Kan også være når schweisshunden markerer (påviser) schweiss, hår m.m. i anskudsstedet, sårlejer eller på sporet.

P-spor:
Et sporforløb, hvor man laver en bue til én af siderne og fortsætter buen og krydser over det lagte spor, så sporforløbet ligner et P.

Pyrschtegn:
Er hvad du bla. kan finde på anskudsstedet eller ude af sporet. Kan være schweiss, hår, knoglestumper, kødstykke, knoglemarv m.m. fra klovvildt.

Rapportering:
En fællesbetegnelse for de forskellige måder en hund kan vise sin fører, at den har fundet dyret.

Remarbejde:
Sporarbejde i den 10-12 meter lange rem, som forbinder hund og fører. 

Rørknogle:
Et hvælvet knoglestykke.

Schweiss:
Når blodet fra klovbærende vildt kommer udenfor kroppen, kaldes det schweiss. Inde i dyret er det blod.

Schweissarbejdet:
Praktisk eftersøgning af påkørt/anskudt (nødstedt) klovbærende vildt.

Schweiss-registrets værdisæt:
Som reg. schweisshundefører skal man efterleve registrets værdisæt, som er Selverkendelse, Samarbejde, Tilgængelighed og Professionalisme.

Schweissprøver:
Fællesbetegnelse for mange sporprøver, der anvender større eller mindre mængder af schweiss (blod).

Vildtskarphed:
Vildtskarphed er hundens evne til at turde at bide sig fast i og stoppe et flygtende stykke klovvildt.

Skudtegn:
Dyrets reaktion i forbindelse med en anskydning. Typisk vil der være tale om bladskud, høj eller lav bladkugle, lungeskud, forløbsskud, leverskud, nyreskud, waidskud (mave), tapskud, bagløbs / kølleskud, halsskud, kæbeskud, strejfskud, forbiskud osv.

Slangegang:
En metode til at lære hunden at gå / følge sporet mere præcist.

Slæbespor:
Et spor, hvor man f.eks. bruger en klov som færtkilde og derfor ”slæber” en klov efter sig i en snor, når man udlægger sporet.

Snithår:
Hår fra klovbærende vildt, som er forskellige afhængig af, hvor på kroppen de stammer fra.

Snithårsbog:
En lille bog, hvor man har samlet de forskellige hår fra dyret, så man kan sammenligne dem med de hår, man finder på anskudsstedet. For at få det  rigtige billede skal man lave en snithårsbog med både sommer- og vinterpels.

Spidse knæk:
Knæk, som har en lille vinkel på 5-10 grader, og derfor nærmere er en tilbagegang.

Sporalder:
Det tidsrum, der går, fra et spor er udlagt, og indtil man starter på at udrede det.

Sporarbejde:
Alle former for søgen med hunde, som falder udenfor schweissarbejdet.

Sporlydighed:
Når en hund følger den fært, den er startet op på, og holder den, selvom den støder på andre meget mere interessante færte på sporet.

Sporprøver:
Prøver, hvor hunden kan vise, at den kan gå spor.

Sporvilje:
Hundens medfødte evne til fortsat at ville søge.

Standhals:
En vedvarende gøen, ved at schweisshunden evt. stiller en hjort.

Stifinderfod:
I en tilbagegang på en spor- eller schweissprøve vil stifinderen forsætte med at gå lige ud, når sporlæggeren laver tilbagegangen.

Stjerne:
En færtforvirring, hvor man indlægger et sporforløb, som på et begrænset område udgør en stjerne.

Søgeudvikling:
En rigtig god måde, hvor man via bla. foderet eller godbidder kan træne hundens lugtesans.

Sårfeber:
Når et dyr sætter sig i et sårleje umiddelbart efter en anskydning, er dette ikke grundet sårfeber, da en sårfeber først opstår ét til to døgn efter en anskydning.

Sårleje:
Kaldes det sted (leje), hvor det anskudte dyr sætter sig umiddelbart efter anskydningen. Der kan være tale om både 1. sårleje, 2. sårleje, osv.

Totverbellen:
En lydighedsøvelse, hvor man lærer hunden at blive ved det døde dyr og give vedblivende hals, indtil hundeføreren kommer frem til hunden.

Uautoriserede schweisshundefører:
Hundeførere som udgiver sig, eller lader andre forstå, at de er reg. schweisshundeførere uden at være en del af det danske Schweissregister (med gyldigt ID-kort).

Verharren:
En metode, hvorpå man kan lære hunden via dens adfærd at vise, at den er på sporet.

Verweiser:
En rapportør, der gennem sin adfærd tilkendegiver overfor føreren, at den har fundet dyret efter at være sluppet til hetz.

Vildtfod:
Se fod.

Wiedergang:
På en lige strækning stopper man op og går tilbage i sin egen fod, inden man laver et knæk. Kaldes også en tilbagegang.

Waidwerk:
En færtkilde, som er et pulver-schweiss-koncentrat baseret på rigtig schweiss, som har været gennem en bearbejdning, så det ender som et pulverprodukt, som der skal iblandes vand.