Optaget i Schweissregistret - hva' nu

I perioden efter hunden er blevet godkendt som reg. schweisshund, og hunden har fået lidt eftersøgningserfaring, vil jeg anbefale at man fortsat bruge tid på repetition af markeringsøvelserne.

Man kan være 100% sikker på, at hvis hunden på de kunstigt udlagte træningsspor IKKE betragter de udlagte pyrschtegn (et par hår, en dråbe schweiss m.m.) som en del af sporet, bliver denne uønskede adfærd ofte forstærket på de praktiske eftersøgninger.

Årsagen er at når den reg schweisshund på de praktiske eftersøgninger har erfaret, at angstfærten fører frem til dyret, forstærkes motivationen for at komme ud til enden af sporet yderligere.
Når hunden også på de praktiske eftersøgninger erfarer, at skindet eller madskålen for enden af sporet, er erstattet af frisk anskudt hjortevildt, som hunden måske skal hetzes, kan motivationen for at komme ud til enden af sporet ikke blive større.
Hundens drifter bliver på alle parametre forstærket, hvorfor hunden ofte vil betragtede et par hår, en enkelt schweissdråbe, et lille kødstykke eller lign. pyrschtegn, som en del af sporet der blot fører frem til målet.

Sagt på en anden måde, hvis en driftsstærk hund på de kunstigt udlagte spor, kun har ét i tankerne, og det er at komme ud til enden af sporet så hurigt som muligt, vil denne adfærd blive forstærket på de praktiske eftersøgninger. Dette betyder at vores ønske om at få hunden til at markere én enkelt dråbe schweiss for hver 100 meter - vil udeblive. 

Mine erfaringer i dag er, at selvom jeg fra hvalpestadiet har trænet markering af pyrschtegn (under kapitlet Markering af pyrschtegn), skal denne øvelse, i en eller anden form fortsat trænes, efter hunden er blevet godkendt som reg. schweisshund.

Nogle racer har nemmere ved at lære disse markeringsøvelser. Specielt racerne Bayersk Bjergschweisshund og den Hannoveranske Schweisshund (de røde hunde), fra KBGS og Verein Hirschmann, er gennem mere end 100 års seriøst avlsarbejde, at betragte som specialister på området. Trods dette skal disse hunde fortsat trænes i disciplinen.
Min erfaring med andre racer, og her tænker jeg specielt på Labrador og Ruhåret hønsehund, som jeg selv har arbejdet med som reg. schweisshunde, skal ofte trænes endnu mere i markeringsdisciplinen, og som nævnt skal disse markeringsøvelser vedligeholdes.

Jeg kan nævne et eksempel fra en af mine egne reg. schweisshunde, en ung Ruhåret Hønsehund som jeg ikke havde trænet markeringsøvelser med. Han blev godkendt som reg. schweisshund da han var 14 måneder gammel.
Denne mentalt sunde, driftsstærke og ekstrem vildtskarpe hund, havde i hans første år i Schweiss-registret, fuldt ud levet op til de spormæssige forventningerne (i forhold til hans alder og eftersøgningserfaring).
Selvom denne hund altid nemt fandt anskudsstedet, kneb det mere med at markere de forskellige pyrschtegn på vej ud af sporet.
Han var efterhånden blevet så fokuseret på at komme ud til enden af sporet, da han gennem de praktiske eftersøgninger havde erfaret hvad der var i vente for enden af sporet, at han ignorerede de pyrschtegn han stødte på i et sporforløb.

Når hunden bevidst valgte ikke at markere de forskellige pyrschtegn den mødte under sporudredningen, blev tempoet derfor også sat i vejret. Det øgede tempo bevirkede, at hunden havde nemmere ved at miste sporet, og derfor brugte unødig meget energi på at finde sporet igen, når den havde mistet dette.
Derudover blev jeg sjældent bekræftet i at det var det rigtig dyr vi gik på (når dyret ikke schweissede ret meget), da det ikke var sikkert at jeg fik øje på én dråbe schweiss i skovbunden, mens denne Ruhårede Hønsehund midt sagt slæbte mig gennem skoven.

Hunden var topmotiveret for at søge, men havde i en kombination af stor sporlyst, og erfaringer fra de praktiske eftersøgninger, nedprioriteret interessen for at markere de forskellige pyrschtegn, den registrerede under selve sporudredningen.
Nu gjaldt det ikke bare om at komme ud til enden af sporet, men at komme ud til enden af sporet så hurtigt som muligt, og dette kunne i hans verden kun gå for langsomt.

Selvom hunden var blevet 2 år gik jeg selvfølgelig i gang med at træne markeringsøvelsen. Hunden fandt også ud af at arbejde i et roligt tempo og markere alle pyrschtegnene når vi trænede markeringsøvelser som en seperat øvelse. 
MEN når jeg lagde pyrschtegn ud på de kunstigt udlagte træningsspor, eller hunden stødte på pyrschtegn på en praktisk eftersøgning, var hundens lyst til at komme ud til enden af sporet, stadig meget større end at markere de forskellige pyrschtegn.

Årsagen til at denne hund aldrig blev god til at markere pyrschtegn, hverken på træningsspor eller på praktiske eftersøgningen var ikke hundens skyld. 
Årsagen var mine manglende evner som hundefører, da jeg ikke havde forudset, at denne driftstærke hund skulle have trænet markeringsøvelser fra hvalpestadiet.
Man siger at en reg. schweisshund aldrig bliver færdiguddannet, men da jeg havde den omtalte hund i min varetægt, efter jeg havde været reg. schweisshundefører i 15 år, kan man vist roligt sige, at en reg. schweisshundefører heller aldrig bliver færdiguddannet.