Optaget i Schweissregistret - hva' nu

Når man drømmer om at blive reg. schweisshundefører, er det primært de praktiske eftersøgninger efter anskudt klovbærende vildt, man har i tankerne.

Når drømmene bliver til virkelighed, og man står med sit ID-kort og skal i gang med de første praktiske eftersøgninger, er man selvsagt spændt på, hvordan hver en eftersøgning vil ende.

Jeg vil give dig det råd at gå ydmyg til opgaven, og aldrig (uanset hvor meget schweiss, eller andre pyrschtegn, der ligger i anskudsstedet) udtale dig på en måde, så rekvirenten får det indtryk, ”at denne her finder vi med sikkerhed”.

Du kan være sikker på at komme i situationer, hvor rekvirenten går bagved, og højlydt tilkendegiver, at denne her buk skal vi finde med alt det schweiss, vi indtil nu har fundet.
I den forbindelse skal du være bekendt med, at et stykke råvildt på 30 kg. har ca. 1,8 liter blod i kroppen og kan tåle at miste 0,72 liter blod uden at forende.
Forudsat, at alt blodet / schweissen forlader det anskudte råvildt, vil et voksent stykke råvildt kunne tåle at miste ca. 10.000 dråber schweiss med en diameter på 3 mm., vel og mærke uden at dø af det. En del af blodet vil formentlig løbe ud indvortes i dyret, men dette eksempel er også kun nævnt for at give et billede af, at selvom der tilsyneladende ses en del schweiss, er det ikke ensbetydende med, at man kommer frem til et forendt dyr.

Det jeg forsøger at fortælle er, at uanset hvor oplagt slutresultatet af en påbegyndt eftersøgning ser ud, skal du aldrig gå med i en ordveksling, hvor rekvirenten får dig til at bekræfte, at dette dyr finder du.

Hvis du først har givet udtryk for, at du selvfølgelig finder dette dyr, står du i store forklaringsproblemer, når du senere skal forklare, hvorfor du ikke fandt dyret. Du vil med tiden erfare, at du først med 100% sikkerhed kan konkludere slutresultatet af en eftersøgning, når du står ved det forendte dyr - og ikke et sekund før.

Det er vigtigt, at du med en ny og uerfaren reg. schweisshund i registret, og dette er faktisk uanset, om du er ny hundefører, eller har fået optaget endnu en hund i registret, er bekendt med og efterlever Schweiss-registrets værdisæt. Her tænker jeg specielt på selverkendelse og samarbejde.
Der er taget højde for dette, når nye hundeførere går i gang med den 2-årige uddannelse, da disse hundeførere ikke må afslutte en eftersøgning, hvor der er sikre tegn på træf, før de har rådført sig med en mere erfaren schweisshundefører.

I mit tilfælde, hvor jeg har været en del af Schweiss-registret gennem snart 25 år, har jeg flere gange fået optaget nye unge hunde i registret. Hunde, som fra hvalpe er udvalgt til formålet, og gennem seriøs og målrettet træning, knap et år gamle, har bestået deres egnethedsprøve, hvorefter de blev udstyret med et ID-kort, og titlen reg. schweisshund.

Uanset hvor godt disse unghunde tegner, og uanset hvor gode træningsspor de kan udrede, er og bliver disse unge reg. schweisshunde novicer indenfor praktisk eftersøgningsarbejde, i hvert fald hvis man sammenligner dem med de mere erfarne reg. schweisshunde.

Først efter mere end 100-150 positive praktiske eftersøgninger, er hunden at betegne som en god og stabil reg. schweisshund. Det er vigtigt, at man som hundefører er klar over dette, og udnytter alle de muligheder, som er til stede for at samarbejde med sine schweisskollegaer i området.

Jeg vil nævne et eksempel, hvor forskellen på en ny reg. schweisshund og en ældre og meget mere erfaren reg. schweisshund tydeligt kom til udtryk på en praktisk eftersøgning.
En jæger sidder en eftermiddag i efteråret på kanten til et mindre skovstykke med tætstående nåletræer, hvor han skyder til en dåkalv. Dåkalven forsvinder ind i skovstykket umiddelbart efter skuddet, og jægeren ser ikke skudtegnet.
Jægeren går frem til anskudsstedet og finder hår og schweiss fra dåkalven og tror selvfølgelig, at dåkalven ligger forendt inde imellem de tætte nåletræer.
Jægeren og en kammerat leder forgæves efter dåkalven, indtil det bliver mørkt, hvorefter de opgiver deres søgen og ringer til mig som reg. schweisshundefører.

Jeg er ikke tilhænger af at eftersøge i mørke, da man ikke kan se, hvad der sker foran en. Situationen er en anden, hvis jeg er overbevist om, at dyret ligger forendt for enden af sporet, hvilket kun i nogle tilfælde kan afgøres ud fra hvad der findes af pyrschtegn på anskudsstedet.
I dette tilfælde, ville jeg gerne have jægerens og hans kammerats fært til at fordufte, da de jo havde gennemsøgt de tætte graner grundigt aftenen før. Jeg aftaler derfor med jægeren, at jeg vil komme næste morgen og eftersøge dåkalven.

Da jeg står med en ny uerfaren reg. schweisshund, allierer jeg mig med en schweisskollega, med en meget erfaren hund. Vi mødes på adressen, og jeg aftaler med min schweisskollega, at jeg starter op på eftersøgningen med min unge hund.

Min hund finder anskudsstedet og følger sporet ind i de tætte graner. Vi finder enkelte schweissdråber undervejs, og det er tydeligt, at jægerens og hans kammerats søgning i granerne aftenen før, forvirrer min hund. Vi får med nøje og besvær udredt sporet og ender i et hjørne af de tætte nåletræer, som går over i mere åben bøgeskov. Her har dåkalven stået stille, da vi kan se 7-8 dråber schweiss, som ligger samlet i skovbunden.
Vi fortsætter sporudredningen ud i den mere åbne bøgeskov på en veksel. Vi finder en enkelt dråbe schweiss på vekslen og ved derfor, at den anskudte dåkalv har  gået her. Efter yderligere 3-400 meters søgen, viser min unge hund tydeligt, at han ikke er på sporet mere. Efter hunden forgæves har søgt rundt for at finde sporet igen, kører han træt.
Vi sætter den ældre og betydelig mere erfarne hund på sporet.

Den erfarne schweisshund tager hurtigt sporet op, ved overgangen fra de tætte nåletræer og den åbne bøgeskov, hvor vi havde fundet flere dråber schweiss. Hunden markerer også den dråbe schweiss, vi fandt på vekslen, og fortsætter frem af vekslen.
Modsat min unge uerfarne schweisshund, som fulgte vekslen 2-300 meter frem, vinkler den erfarne schweisshund, allerede efter ca. 100 meter stille og roligt af fra vekslen, og efter endnu 100 meter ligger dåkalven forendt.

Rævene havde fundet den eftersøgte dåkalv i løbet af aftenen / natten, og dette var det, som var tilbage da vi fandt den om morgenen.

En forholdsvis nem eftersøgning for den erfarne schweisshund men en opgave, som min unge schweisshund ikke magtede, da han ikke havde en tilstrækkelig eftersøgningserfaring, hvilket er nødvendig for at kunne udskille færten fra det anskudte dyr og de andre dyr, som siden aftenen før også havde benyttet denne veksel.

Et andet eksempel er en jagteftersøgning i efteråret, hvor der skudt til et rådyr om morgenen, som er flygtet ind i et tæt granstykke som ligger lige op af anskudsstedet. Granstykket er på ca. 50 x 300 meter.
På anskudsstedet ligger der rigeligt med schweiss og nogle kødstykker.
Umiddelbart efter anskydningen har jægeren og hans jagtkammerat gået granstykket igennem for at finde dyret, men uden held.
Jeg ankommer til stedet 4-5 timer senere og min unge uerfarne reg. schweisshund finder og markerer anskudsstedet, og fortsætter med snuden i jorden ind i det tætte granstykke hvor dyret er flygtet ind.
I det tætte granstykke er der meget afledningsfært, og det at to jægere havde gået rundt inde i granstykket, og formentlig trådt i noget schweiss, som de efterfølgende har fået afsat flere andre steder i granstykket, gjorde at min unge uerfarne reg. schweisshund søgte og søgte i alle retninger, uden vi fandt dyret.
Jeg kontaktede igen en schweisskollega, med en meget erfaren hund, men han kunne først komme næste dag. Vi aftalte derfor at jeg igen skulle forsøge senere på dagen, hvor jægernes fært i det tætte granstykke ikke stod så stærkt mere.
Det blev ikke bedre da jeg kom tilbage senere på dagen, og jeg måtte rejse det hvide flag og erkende at min unge uerfarne reg. schweisshund ikke magtede denne opgave.

Næste morgen mødtes jeg med min schweisskollega med den meget erfarne reg. schweisshund. 
Hans erfarne reg. schweisshund startede op på sporet ved anskudsstedet, gik ligesom min hund ind i de tætte graner. Her stoppede den op nogle få gange og markerede nogle få dråber schweiss (som jeg ikke fandt dagen før). 
Hunden gik meget sikkert i en stor bue inde i det tætte granstykke, hvorefter den meget målrette gik ud af granstykket, over en eng og ind i et lignende tæt granstykke 50 meter fra anskudsstedet.
På vej ind i det nye tætte granstykke, markerede hunden en dråbe schweiss, så vi blev bekræftet i at vi var på sporet af dyret.
Hunden fortsatte ca. 75 meter ind i det tætte granstykke, hvor vi ikke kunne se en hånd foran os grundet de tætte graner. Pludselig blev remmen slap, og årsagen var at hunden stod ved det forendte dyr, som var ramt i køllen og død af forblødning.
Der var formentlig sket det, at jægerne da de gik rundt inde i det tætte granstykke og ledte efter dyret, har fået jaget det ud af granstykket og over i det andet granstykke.

En nem opgave for den meget erfarne reg. schweisshund, men en umulig opgave for min unge uerfarne unge reg. schweisshund.

Jeg kan derfor kun opfordre til, at man smider sin "stothed" på hylden, og hver gang man kommer ud i en situation hvor man mener at dyret skal kunne findes - ringer efter en schweisskollega med en meget erfaren reg. schweisshund.