Optaget i Schweissregistret - hva' nu

Først efter du har modtaget dit ID-kort, og du og hunden er gået i gang med uddannelsen som reg. schweisshundefører, finder du ud af, hvor stor forskel der er på de kunstigt udlagte spor og de praktiske eftersøgninger

En reg. schweisshund bliver aldrig færdiguddannet men blot dygtigere og dygtigere.

Jeg kan huske, da jeg for snart 25 år siden blev optaget i Schweiss-registret med min første hund (en labrador). Jeg havde uden problemer ført hunden gennem prøvesystemet og søgte optagelse med den nødvendige 1. præmie på en 400m/20t prøve. Da denne labrador også var ekstrem skarp overfor hårvildt, troede jeg i min naivitet, at denne ekvipage, som bestod af min fortrinlige skarpe sporhund og mig, var at betragte som guds gave til Schweiss-registret. Det blev jeg hurtigt overbevist om, at vi på ingen måde var, og jeg havde en følelse af, at jeg spormæssigt blev banket tilbage til stenalderen. Ikke af mine gode schweisskollegaer, men af virkelighedens faktiske kendsgerning i forbindelse med praktiske eftersøgninger.

Jeg kan ikke præcis huske tallene, men jeg tror ikke, jeg kom i nærheden af de første 8 rådyr jeg eftersøgte. På mange af dem lå der endda schweiss, hår og andre pyrschtegn i anskudsstedet. Selvom min hund søgte meget ihærdigt, kom vi ikke i nærheden af de anskudte dyr.

Selvom det ikke dengang var et krav, at såfremt jeg fandt tegn på træf, og jeg ikke kom frem til dyret, skulle jeg i de to førte år kontakte en mere erfaren reg. schweisshundefører, benyttede jeg mig selvfølgelig af kollegahjælp. Disse kollegaers erfarne hunde gik på flere af disse eftersøgninger, hvor jeg intet fandt, direkte fra anskudsstedet og ud til dyrene, som enten lå døde eller blev rejst fra sårlejet.

Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor min ellers gode sporhund ikke kunne løse disse, set med mine øjne, lette eftersøgnings-opgaver. Jeg blev rådvild og lagde derfor mange ”svære” 1.000 meter lange træningsspor med lange tilbagegange, stjerner, rundgange og gik på veksler m.m.

Disse træningsspor løste hunden hver gang til UG med kryds og slange. Men lige så snart jeg kom ud til en praktisk eftersøgning, hvor der ikke lå synlig schweiss ud af sporet, var det, ligesom jeg gik med en helt anden hund, end den jeg kendte. Det er vigtigt at indskyde, at vi ikke taler om eftersøgninger, hvor der fra anskudsstedet og 80 meter ud til dyret lå schweissdråber hele vejen ud af sporet.

Jeg kan huske, at der var nogle af de gamle erfarne schweisshundeførere, som fortalte mig, at sværhedsgraden på selv de sværeste sporprøver, på ingen måde kunne måle sig med de praktiske eftersøgninger. Jeg lyttede men må erkende, at jeg ikke rigtigt troede på dem.

Efterhånden, som vi fik flere og flere eftersøgninger, begyndte vi også så småt at komme frem til flere og flere døde dyr, ligesom vi også kom frem til anskudte dyr, som lettede fra sårlejet og flygtede. Da denne labrador var ekstremt skarp, modig og selvstændig, var det få anskudte / påkørte dyr, som slap fra ham under en hetz.

Først et par år efter denne hund og jeg kom i registret, stod jeg efter ca. 150 positive eftersøgninger med en hund, som kunne betragtes som en god og stabil schweisshund. I tiden herefter blev hunden endnu mere erfaren og derved også bedre og bedre.

Jeg håber derfor, at alle nye hundefører under uddannelse i Schweiss-registret notetrer sig dette og fortsætter med at arbejde med remarbejdet, selvom det kan være fristende at slippe hunden når sporudredningen kører i hårdknude.