Bayersk Bjergschweisshund og Hannoveransk Schweisshund
I schweisskredse kalder man den Hannoveranske Schweisshund og den Bayerske Bjergschweisshund for ”de røde hunde”.
De to racer har en fælles historisk baggrund, men er udviklet med lidt forskellige formål.
Den Hannoveranske Schweisshund er den ældste af de to racer, mens den Bayerske Bjergschweisshund senere blev udviklet som en lettere og mere atletisk hund, der var bedre egnet til eftersøgninger i vanskeligt bjergterræn.
Fra middelalderens leithunde til nutidens schweisshunde
Den Hannoveranske Schweisshund bygger på aner helt tilbage fra omkring 1300-tallets jagtkulturer i Europa.
På datidens parforcejagter brugte man leithunde/sporhunde til at opspore hjortevildt og hetzhunde til at stille hjorten, når leithunden havde sporet sig frem til den.
Denne form for jagt foregik ved, at hundeførerne, som dengang var meget dygtige til at identificere de forskellige hjorte fra hinanden alene ud fra klovaftryk og andre sportegn, satte leithunden til at spore netop den hjort, man ønskede at efterstræbe.
Når man fik kontakt til den udvalgte hjort, stoppede hundeføreren leithundens videre sporarbejde.
Herefter slap man hetzhundene, som jagtede og udmattede hjorten, indtil den til sidst blev stillet, fordi den på grund af udmattelse ikke orkede at løbe mere.
Afslutningen på parforcejagten foregik ved, at en af jagtselskabets jægere kom frem og aflivede hjorten, hvilket ofte foregik med en hirschfænger.
Skydevåbnenes udbredelse ændrede behovet for sporhunde
Gennem hele 1800-tallet blev jagt med skydevåben mere udbredt, og parforcejagterne gik på retur.
Det betød samtidig, at jagt ikke længere kun var forbeholdt samfundets øverste lag.
Efterspørgslen efter hunde, som kunne opspore anskudte dyr, der var flygtet fra anskudsstedet, blev derfor mere og mere udbredt.
Her var det oplagt at bruge leithundene/sporhundene til disse eftersøgningsopgaver, men da det ikke var nok at kunne spore sig frem til et anskudt stykke hjortevildt, som herefter kunne rejse sig og flygte videre, har man formentlig krydset lidt hetzhund ind i avlen.
Det var denne udvikling, som dannede grundlaget for de specialiserede schweisshunde, vi kender i dag.
Hannoveransk Schweisshund
Den Hannoveranske Schweisshund er den oprindelige af de to røde racer og er gennem generationer blevet avlet med ét overordnet formål: at opspore anskudt hjortevildt og kunne arbejde selvstændigt under praktiske eftersøgninger.
Racen er generelt den større og kraftigere af de to røde hunderacer.
Hvor den Bayerske Bjergschweisshund senere blev udviklet med henblik på arbejde i vanskeligt bjergterræn, har man hos den Hannoveranske Schweisshund fastholdt den mere kraftige hundetype.
Verein Hirschmann blev grundlagt i 1894
I Tyskland var der flere, som kunne se en fordel i at få samlet avlsmaterialet omkring disse eftersøgningshunde, hvorfor man i 1894 grundlagde Verein Hirschmann.
Formålet med etableringen af Verein Hirschmann var udelukkende at styrke avlen af den Hannoveranske Schweisshund, foretage afprøvninger af hundene og derved sikre fantastiske eftersøgningshunde, ligesom man samtidig ønskede at uddanne hundeførerne.
Verein Hirschmann er en tysk klub, hvor man gennem mere end 100 år kun har avlet på hunde, som gennem de praktiske eftersøgninger har vist deres værd.
Et avlsarbejde med konsekvent styring
Verein Hirschmanns avlsråd beslutter suverænt, hvilke individer – hanhund og tæve – der skal parres.
Det betyder, at ejerne af Hannoveranske Schweisshunde i Verein Hirschmann ikke selv kan vælge, hvilke hunde der skal parres.
Der bliver hvert år kun avlet det antal hvalpe, som man mener, der er behov for i forhold til nye hunde til praktiske eftersøgninger.
Alle hvalpe afkomsbedømmes, når de er mellem ét og to år gamle.
Her testes hundenes spormæssige kvaliteter på et 1.000 meter langt spor, og hundene testes desuden i et vildsvinehegn.
Man undersøger også, om hundene er lydige og mentalt sunde, ligesom man bedømmer, om hundene er fysiologisk og eksteriørmæssigt tilfredsstillende.
Det overordnede mål er hele tiden at have styr på racens kvaliteter i forbindelse med det praktiske eftersøgningsarbejde.
Krav til køb af en Hannoveransk Schweisshund
Man kan sagtens købe Hannoveranske Schweisshunde uden for Verein Hirschmann, men efter min opfattelse findes der ingen andre steder i verden den samme løbende kvalitetskontrol af de ønskede avlsmæssige egenskaber hos de enkelte individer, inden de kan indgå i avlen.
Det er derfor heller ikke alle, som kan få lov til at købe en hvalp fra Verein Hirschmann.
Hvis man som dansker vil købe en hvalp fra Verein Hirschmann, skal man ud over medlemskab af foreningen være registreret schweisshundefører.
Inden man får tildelt en hvalp, skal man deltage på et firedages kursus i Tyskland.
Derudover skal to andre ejere af Verein Hirschmann-hunde i Danmark anbefale én som hvalpekøber.
Man stiller altså ikke kun krav til hundeføreren, men vil også sikre sig, at hundene bliver brugt til praktiske eftersøgninger, som er præcis det, de er avlet til.
Temperament og selvstændighed
Selvom de røde hunde generelt er rimeligt bløde hunde at arbejde med, kan der være betydelige forskelle mellem de enkelte individer.
Jeg har eksempelvis kendskab til et par hannoveranske hanhunde fra Verein Hirschmann, og disse hanhunde er ”børster”, som ikke finder sig i noget som helst.
Ja, sagt ligeud, så er de bestemt ikke for tøsedrenge.
Det understreger, at man ikke alene skal se på racens sporegenskaber, men også være opmærksom på hundens temperament, selvstændighed og mentale egenskaber.
Når det er sagt har jeg selv en Hannoveransk Schweisshund som på ingen måde minder om nogle af mine schweisskollegaers lidt barske Hannoveranske Schweisshunde.
Min Hannoveranske Schweisshund er meget blid, kærlig og han elsker alle mennesker, men stædig og selvstændig det er han.
Bayersk Bjergschweisshund
Den Bayerske Bjergschweisshund blev udviklet med udgangspunkt i behovet for en lidt mindre og lettere schweisshund, som samtidig var mere atletisk og dermed bedre egnet til eftersøgninger i vanskeligt terræn, herunder bjergområder.
Hvor den Hannoveranske Schweisshund er den større og kraftigere hund, er den Bayerske Bjergschweisshund generelt lettere bygget.
Begge racer er specialiserede schweisshunde, men forskellen i størrelse og bygning var en væsentlig del af baggrunden for udviklingen af den Bayerske Bjergschweisshund.
Club für Bayerische Gebirgsschweisshunde blev grundlagt i 1912
I 1912 blev Club für Bayerische Gebirgsschweisshunde grundlagt.
Baggrunden var ønsket om en lidt mindre, lettere og mere atletisk hund, som bedre kunne arbejde i vanskeligt bjergterræn.
Club für Bayerische Gebirgsschweisshunde havde ud over ønsket om de lidt lettere hunde præcis den samme interesse for et målrettet avlsarbejde som Verein Hirschmann.
I både Verein Hirschmann og Club für Bayerische Gebirgsschweisshunde har man gennem mere end 100 år udført et misundelsesværdigt avlsarbejde, hvor man har prioriteret hundenes praktiske egenskaber som schweisshunde.
Avlsarbejdet i KBGS
Ligesom hos Verein Hirschmann har man i KBGS lagt stor vægt på at parre de bedste hunde med hinanden og lade avlsarbejdet være styret af foreningen.
Man har kun ”lavet” det antal hvalpe, som man var sikker på at kunne afsætte, og hundene bruges normalt ikke mere end én gang i avlen.
Køber man en hvalp af racen Bayersk Bjergschweisshund gennem KBGS, kan man efter min opfattelse være sikker på, at hvalpen har de ”rigtige” anlæg til schweissarbejdet.
Det betyder dog ikke, at alle hundene er ens, da både størrelsen, temperamentet og de medfødte anlæg kan variere.
Mine erfaringer med de "røde hunde"
Da jeg tidligere har haft en Bayersk Bjergschweisshund og nu har en Hannoveransk Schweisshund, er det nemt for mig at sammenligne de to racer.
Dog med det forbehold at sammenligningen er mellem to hunde og derfor ikke 100% kendetegnende for de to racer.
Men hvis man tror, at disse hunde er nemmere at arbejde med, blot fordi de er specielt fremavlet til schweissarbejdet gennem mere end 100 års seriøst avlsarbejde, tager man grusomt fejl.
De er helt deres egne og udstråler en charmerende personlighed, ligesom de har en meget speciel psyke, som man virkelig skal sætte sig ind i.
Det er nogle af de eneste hunde, jeg kender til, som kan blive ”tøsefornærmede” og faktisk nægte at gå et træningsspor, hvis man f.eks. har ”skældt” dem lidt for meget ud - eller det kun er få dage siden man gik det sidste spor.
De er meget selvstændige og besidder en stædighed som jeg sjældent har set hos andre hunderacer.
Man siger at "de røde hunde" har hjerne, hvorfor de er meget lærenemme, hvilket kan give problemer for en uerfaren hundefører.
Det er selvfølgelig en fordel at hunden er lærenem, og hurtigt forstår det man vil have den til, men det gælder al indlæring - og fejlindlæring.
Som regel er det rimeligt bløde hunde at arbejde med, hvorfor det kræver, at man forstår deres psyke/temperament og tilpasser sin træning derefter.
Al træning skal være lystbetonet, da du aldrig vil få succes med "de røde hunde", hvis du ved tvang prøver at gennemtvinge en øvelse.
Det er hunde som kræver udfordringer på sporet, for hvis sportræningen bliver for ensartet eller kedelig, falder hundens engagement hurtigt.
Uanset hvilken hunderace man tidligere har arbejdet med, skal man som hundefører virkelig være omstillingsparat.
Hetzen
For nogle år siden var der rygter om at de "røde hunde" ikke var tilstrækkelig vildtskape, da de var fremavlet til at stille hjortevildtet.
Nu er det sådan at råvildt ikke lader sig stille, medmindre det er meget sygt.
Derfor kræver det på en hetz, at hunden har modet til at turde at bide sig fast i rådyret og forhindre det i at flygte videre.
Tro mig, det er ikke noget problem for de "røde hunde" (med de rigtige anlæg) at stoppe et anskudt stykke råvildt, som rejses fra sårlejet og flygter.
Derimod skal man være meget påpasselig med at slippe de "røde hunde" til hetz, hvis man ikke er sikker på at det er det rigtige dyr man får rejst.
Årsagen er den simple, at de "røde hunde" evner at forfølge dyret over rigtig mange kilometer - ja 10 kilometer er ikke urealistisk.
Hvad har de to røde hunderacer til fælles?
Selvom den Hannoveranske Schweisshund og den Bayerske Bjergschweisshund er forskellige i størrelse og bygning, har de mange fælles egenskaber.
Begge racer er gennem generationer avlet med fokus på praktisk eftersøgningsarbejde, og begge besidder nogle helt særlige kvaliteter, som adskiller dem fra mange andre jagthunderacer.
Enestående evner på lange og vanskelige spor
Hvis man evner at omgås, behandle og specielt træne disse racer på den ”rigtige” måde, er der ingen tvivl om, at man får en schweisshund, som kan følge foden efter et anskudt dyr længere end nogen anden hunderace.
Derfor er disse ”røde hunde” de bedste til eftersøgninger af vildsvin, då- og kronvildt, hvor flugtafstandene og hetzene kan komme op på rigtig mange kilometer - modsat råvildt, som normalt har en rimelig kort flugtafstand.
En fantastisk evne til at markere pyrschtegn
De røde hundes evne til at markere et enkelt lille hår eller en lille schweissdråbe på sporet er helt fantastisk.
Det er en evne, som selvfølgelig skal trænes, men også en evne, som enhver registreret schweisshundefører med en hvilken som helst anden race misunder dem.
Et særligt temperament kræver den rigtige hundefører
Fælles for de to racer er også, at de har en meget speciel psyke og en selvstændighed, som hundeføreren skal lære at forstå.
Man skal ikke tro, at mange års målrettet avlsarbejde automatisk har gjort hundene nemmere at træne.
Tværtimod kan de være både følsomme, selvstændige og stædige, og det kræver en hundefører, som forstår at omgås dem på den rigtige måde.
Når det lykkes, får man til gengæld en fantastisk schweisshund.
ISHV – det internationale samarbejde mellem schweisshundeklubberne
I 1930 gik Verein Hirschmann og Club für Bayerische Gebirgsschweisshunde sammen om at grundlægge Der Internationale Schweisshundeverband (ISHV) sammen med foreninger i Østrig, Ungarn og Schweiz.
I dag er der rigtig mange lande med i ISHV.
Man skal dog være opmærksom på, at selvom en hund er registreret i ISHV, er det ikke sikkert, at avlen praktiseres lige så konsekvent og målrettet som i Verein Hirschmann og KBGS.
Der kan nemlig være forskellige krav - læs: mere lempelige krav - til avlen af hvalpe fra land til land.
Avl uden for Verein Hirschmann og KBGS
Der findes også andre foreninger end de ovennævnte i Tyskland, men disse foreninger er ”udbrydere” af Verein Hirschmann og KBGS.
Det er selvfølgelig muligt at købe hvalpe uden for Verein Hirschmann eller KBGS, som har bevaret de gode anlæg.
Men for at få en god hvalp derfra kræver det, at de, som fortsætter avlen uden for Verein Hirschmann og KBGS, går op i og fortsat prioriterer schweissarbejdet højere end bl.a. eksteriør – hvilket ikke alle gør.
Man skal derfor være meget opmærksom på, at der kan være stor forskel på hundene, ikke bare på størrelsen, men bestemt også på de medfødte anlæg.
De "røde hundes" betydning for schweissarbejdet i Danmark
De første ”røde hunde” kom til Danmark fra Tyskland i slutningen af 1980'erne.
Uanset om man kan lide hunderacerne eller for den sags skyld tyskere, fik man gennem samarbejdet med de tyske schweisshundeførere virkelig øjnene op for, hvor langt vi i Danmark var bagud i forbindelse med det praktiske eftersøgningsarbejde på anskudt klovvildt.
Dette er der heldigvis blevet rettet op på, da mange registrerede Schweisshundeførere har fået øjnene op for de "røde hundes" fantastiske evne til at fastholde gamle sporforløb over rigtig lange afstande.
Derfor er ca. 30% af de registrerede schweisshunde i dag de "røde hunde".
