Retrievere
Retrieverne, hvoraf jeg kun har erfaring med labradoren, er formentlig de nemmeste hunde at arbejde med.
Hvis du ikke har den store erfaring med at arbejde med jagthunde, og specielt schweisshunde, vil jeg klart anbefale, at du anskaffer dig en labradorhvalp.
Modsat nogle af de andre hunderacer, er retriveren en "pleaser", altså en hund som meger gerne vil gøre sin fører tilfreds - og derved nem at arbejde med.
Da hunden i registret skal bruges til praktisk eftersøgning, er det vigtigt, at du er sikker på, at forældredyrene og avlslinjerne bag din labradorhvalp er skarpe over for hårvildt - dvs. at de skal være vildtskarpe
Vildtskarphed er ikke det samme som aggressivitet
I den forbindelse har ”vildtskarphed” absolut intet med aggressivitet at gøre, men er en medfødt drift, som gør, at hunden har modet og ikke er bange for at hetze og bide sig fast i f.eks. et flygtende stykke råvildt.
Man har i avlen med labradoren bevidst avlet på hunde, som ikke er vildtskarpe over for hårvildt, da racen primært i jagtkredse bruges som apportør og derfor ikke skal jagt og bide sig fast i hårvildt/hjortevildt.
Heldigvis findes der stadig linjer inden for racen, hvor man har bevaret vildtskarpheden.
Det er disse linjer, du skal have hvalp efter, og jeg vil derfor anbefale, at du bruger den nødvendige tid på at undersøge forældredyrenes vildtskarphed og de avlslinjer, som ligger bag.
Kontakt evt. de reg. schweisshundeførere som har labradoren som schweisshund, og hør om de kender nogle egnede hunde som skal have hvalpe.
Vildtskarphed skal være medfødt
Uanset hvor godt du kan få en hund til at udrede et sporforløb, er den uanvendelig som registreret schweisshund, hvis den ikke som voksen er i besiddelse af den nødvendige vildtskarphed over for hjortevildt.
Hvis vildtskarpheden ikke ligger i hvalpen, har mange forsøgt at ”træne” denne vildtskarphed frem i hunden gennem trækkeleje med skind osv. Men jeg har endnu til gode at se disse hunde som ikke har udvist en medfødt vildtskarphed som unghunde, blive tilstrækkelige vildtskarpe som voksne.
Et er at turde bide sig fast i et skind som far eller mor holder fast i hjemme i haven, noget andet er når hunden er alene på en hetz efter et forløbsskudt stykke råvildt, flere hundrede meter væk fra hundeføreren.
Her er det ikke nok at have lysten og styrken, for hvis hunden ikke har modet til at turde at bide sig fast i det flygtende rådyr og stoppe dets flugt, vil hunden blot løbe bagved dyret og gø - indtil hunden vender rundt og søger tilbage til hundeføreren.
Labradorens temperament og arbejdsglæde
Labradoren er både nem at omgås og træne. Den er behagesyg og normalt ekstremt madglad.
Den går gennem ild og vand for at komme frem til madskålen for enden af sporet, og med kærlighed til racen kan man sige, at en labradors ene hjernehalvdel tænker på mad, mens den anden hjernehalvdel tænker på at finde den.
Lidt mere selvstændighed kunne godt ønskes hos de fleste labradorer, hvilket specielt kommer til udtryk på de lange hetze, langt væk fra hundeføreren.
Men du kan jo ikke få det hele.
Vær opmærksom på sundheden i avlslinjerne
I de få avlslinjer, hvor vildtskarpheden er intakt, skal man have meget fokus på sundheden, da man har set eksempler på, at de gode, vildtskarpe hunde i avlen bliver brugt i en meget snæver kreds.
