Skip to main content

En hund er mest motiveret for at følge et trænings- eller prøvespor, når den er det, man kalder ”sporsulten”. For at undgå misforståelser er det mere præcist at erstatte betegnelsen ”sporsulten” med det mere sigende ord ”spor-motiveret”.

Når man siger, at hunden skal være mere sporsulten, betyder det derfor ikke, at den skal være sulten efter føde, men at den skal have større lyst til at følge et sporforløb.
Når vi arbejder med spor- og schweisshunde, skal vi arbejde på at hundens lyst til at følge det udlagte spor, altid vejer tungere end de andre færtmæssige fristelser, hunden med sikkerhed vil møde under sporarbejdet.

Et andet spørgsmål er, om hunden skal være sulten efter føde, når den skal udrede et sporforløb. Svaret er både ja og nej, afhængigt af hundens alder og hvilket uddannelsesniveau den ligger på.

Mad som motivation
Når vi sportræner med hvalpe, lægger vi i starten lækre godbidder i sporet, så hunden lærer ”følg færten = godbid”. Vi lægger også mad eller godbidder for enden af sporet.
Når hunden har forstået, at det kan betale sig at følge færten, nøjes vi ofte med belønningen ved sporets slutning.
Hvis hvalpen får mad tre gange om dagen, kan ét måltid lægges for enden af dagens spor. Når hunden gennem flere spor erfarer at maden står for enden af sporet, virker madskålen for enden af sporet som en god motivation for at nå til enden af sporet. Hundens medfødte sporlyst skærper denne motivation.
Indtil hundene er omkring ét år gamle, kan mad for enden af sporet bruges med god effekt. Jo mere madglad hunden er, desto stærkere og mere motiverende virker belønningen.
Jeg havde engang en Labrador Retriever i Schweissregistret. Den var så madglad, at den - som mange labradorer – også som voksen, gik gennem ild og vand for en skål foder for enden af sporet.
Senere fik jeg en ruhåret hønsehund i Schweissregistret. Som hvalp var den interesseret i maden for enden af sporet, men da den blev 12-14 mdr. gammel, var den ikke længere særligt interesseret i en skål foder for enden af sporet.
Labradoren kunne hele livet motiveres til træningsspor, fordi madskålen for enden af sporet var en stærk drivkraft for den.
Den ruhårede hønsehund måtte derimod motiveres på andre måder for at gå træningsspor, fordi madskålen for enden af sporet, ikke virkede motiverende på den.
Hvis madskålen bruges som motivation, skal den unge hund naturligvis være sulten, når den starter på træningssporet. Sulten efter mad vil ofte øge hundens lyst (motivation) til at følge nemmere spor helt til enden.

Ved lange og svære spor må hunden ikke være sulten
Når hunden skal løse lange og krævende spor, skal den være ”sporsulten”. Det betyder, at den skal have lyst til at følge sporet — og ikke være sulten efter mad.
Det er en misforståelse at tro, at hunde, der er sultne efter mad, arbejder bedst på svære og lange trænings- eller prøvespor. Tværtimod kan det have den modsatte virkning.
Hvis sporet er overstået på 15 minutter, har det som regel ingen betydning, om hunden er sulten efter mad eller ej.
Skal hunden derimod arbejde koncentreret på et langt og svært spor i 45-60 minutter eller længere tid, bør den være fodret cirka 2-3 timer før sporstart.
Når en hund skal udrede lange, svære og tidskrævende spor, kræver det at alle hundens energidepoter er fyldt op, præcis som når topatleter som Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar skal yde deres optimale op over bjergene i Tour de France.
Hvis Jonas Vingegaard’s og Tadej Pogacar’s energidepoter ikke var fyldt op, inden de starter på en cykeletape, ville de ikke kunne præstere som de gør – doping eller ej.

I jagthundekræse er det almindeligt, at man fodrer hundene om morgenen. Gennem en hel jagtdag gives hundene tilskud af foder flere gange. Nogle bruger hundefoder, leverpostej, kattemad, energirig vitamin- og mineralpasta, Pemmikan eller lign., som gives for at hundene kan præstere på højt plan gennem hele dagen.
Sammenlignet med jagthundenes præstationer på en hel jagtdag, er det akkurat det samme vi vil opnå, når vores hunde skal udrede et langt og svært trænings- eller prøvespor.

Fodring m.m. op til et svært og langt træningsspor eller schweissprøve

  • Sørg for gennem sportræningen at hunden er motiveret for at gå spor på dagen.
  • Hold hunden i ro op til dagen hvor hunden skal præstere.
  • Sørg for at hunden er fodret regelmæssigt op til dagen.
  • Giv hunden sit foder 2-3 timer før sporet skal udredes.
  • Sørg for at hundens vanddepoter også er fyldt op, specielt når det er varmt.

Hvis man vil gøre noget ekstra, kan man give hunden en ekstra energi-booster, umiddelbart inden den skal arbejde hårdt. Jeg mener ikke en Red Bull Energy drink, da koffein kan være livsfarligt for hunde. Nej, der findes flere flydende produkter som er udviklet til jagthunde, sportshunde og hårdt arbejdende hunde. Produkterne giver en hurtig tilgængelig energikilde til muskler og hjerne.

Motivationen er altafgørende

Hvis hunden ikke er motiveret for at udrede et sporforløb, er det fuldstændig ligegyldigt om hundens energidepoter er fyldt op eller ej. Hunden kommer ikke ud til enden af et langt og svært trænings- eller prøvespor.
Du kan nedenfor se en kort video, hvordan jeg arbejder når jeg skal have noget mere motivation (læs koncentration) arbejdet ind i min egen hund Holger.