Kan en hund blive spor-træt?
Det korte svar er ja, men det er bemærkelsesværdigt at sportræthed kun ses, når hunden skal udrede menneskeskabte, kunstigt udlagte træningsspor. Registrerede schweisshunde, der udfører praktiske/rigtige eftersøgninger efter påkørt eller anskudt hjortevildt, bliver derimod ikke sportrætte, uanset hvor mange praktiske eftersøgninger de har.
Det er der en naturlig forklaring på, som jeg vil afsløre sidst i artiklen.
Hvis en hund bliver sportræt på et menneskeskabt, kunstigt udlagt træningsspor, betyder det ikke, at den ikke længere kan spore. Hunden har ikke glemt at spore, men er for tiden mentalt træt og mindre motiveret for at udrede sporet.
Sportræthed opstår ikke fra det ene spor til det andet, men udvikler sig som regel gradvist over flere spor.
Hvis hundens motivation falder fra spor til spor, vender sporlysten ikke tilbage ved blot at fortsætte eller øge samme træningsrutine.
Årsagen til at hunden bliver sportræt skal ikke findes hos hunden, men hos hundeføreren, som utilsigtet har gjort sportræningen for ensformig eller kedelig.
For at mindske sportrætheden og genopbygge motivationen bør første skridt være en længere pause fra sportræningen. Om pausen fra sportræningen skal vare – én, to, tre eller fire uger – varierer fra hund til hund.
Tegn på en hunds begyndende sportræthed kan være:
- Den viser mindre forventning, når sporsele, halsbånd m.m. findes frem.
- Den virker uengageret ved sporstart.
- Den arbejder mindre intenst og mere overfladisk.
- Den slipper lettere sporet for at undersøge omgivelserne.
- Den arbejder langsommere uden at være fysisk træt.
- Den går med høj hovedføring og viser ringe interesse for sporet.
En hund kan blive sportræt af flere grunde:
- Hunden har gået for mange træningsspor gennem længere tid. Nogle hunde bevarer motivationen med spor hver eller hver tredje dag, mens andre har brug for mindst 1-2 ugers pause mellem hvert spor.
- Ensformig sportræning kan mindske motivationen, især hvis terræn, sporalder, sporlængde og belønning ved afslutningen ikke varieres.
- Bliver sportræningen for svær, og oplever hunden ofte nederlag eller korrektioner undervejs, kan motivationen også falde.
- Fysisk træthed eller stærk varme kan også svække motivationen.
- Hvis sporets afslutning ikke længere føles som en særlig belønning, kan hundens motivation svækkes.
Den bedste måde at undgå at hunden bliver sportræt, er hvis man altid sørger for at hunden er top-motiveret for at gå spor. Hav derfor fokus på variation, variation og atter variation.
- Skift mellem skov, mark, eng og forskellige underlag.
- Varier sporlængde og liggetid.
- Glem ikke at lave motivationsspor, altså meget lette korte spor, hvor hunden får en hurtig succesoplevelse.
- Træn ikke spor for ofte og træn evt. andre ting, som hunden ikke forbinder med sportræning (f.eks. lydighed, leg, apportering eller andet).
- Sørg altid for at hunden stadig har lyst til mere sporarbejde, når sporet slutter.
- Hold mange fridage uden sportræning så hunden bliver det man kalder ”sporsulten”.
- Hunden skal altid opfatte afslutningen på et sporforløb som en fest.
Tidligere i artiklen nævnte jeg, at en god schweisshund med stærke medfødte anlæg ikke bliver sportræt, selv når den dag efter dag eftersøger påkørt eller anskudt hjortevildt.
Tværtimod bliver schweisshunden ofte mere motiveret for sporarbejdet, jo flere praktiske eftersøgninger den får.
Det skyldes, at praktiske eftersøgninger vækker hundens nedarvede drifter og derfor opleves naturligt for den.
Når hunden på en praktisk eftersøgning sporer sig frem til et nyligt forendt dyr – eller under en hetz følger et flygtende dyr, som den til sidst indhenter og fanger – er dette meget motiverende for hunden.
En anden vigtig pointe er, at den registrerede schweisshund under praktiske eftersøgninger arbejder på mange forskellige revirer. Ingen spor efter påkørt eller anskudt hjortevildt er ens. Eftersøgningerne foregår på mark og eng, i ung og gammel løvskov, i tæt og ældre nåleskov samt i forskellige markafgrøder.
Netop variationen i terræn, sporlængde, færtbilleder og kontakten med levende vildt er noget af det, der virkelig motiverer hunden. Den variation kan vi ikke efterligne fuldt ud på kunstige træningsspor, men vi bør efterstræbe at komme så tæt på som muligt.
For at forebygge sportræthed bør vi derfor hente inspiration fra hundens oplevelser under praktiske eftersøgninger og indarbejde mest mulig variation i de kunstige træningsspor.
Husk:
Motivation er nøgleordet når vi taler om hundens præstation på menneskeskabte, kunstige træningsspor, da jeg endnu ikke set en hund udrede et spor til UG - trænet med tvang.