Når man vil træne spor (schweissspor) med sin hund, kan dette gøres på flere måder, eller rettere sagt, man kan vælge mellem flere forskellige færtkilder. Hvilken metode man vælger at bruge, er op til den enkelte hundefører at beslutte, men sikkert er det at:
”Jo mindre fært en hund behøver, for at kunne følge et spor, desto bedre sporhund bliver den”.
Når hunden først har lært at følge et slæbespor, kan man fremadrettet udlægge sporet på flere forskellige måder.
Dråbeudlagt spor
Man kan udlægge sporet som et dråbeudlagt spor, dvs. at man, mens man går, udlægger sporet ved at dryppe ¼ liter (250 ml.) schweiss ud på jordbunden i sporets retning på en strækning af ca. 400 meter.
Færtsko og færtskotyper
Jeg vil anbefale at man benytter færtsko når man udlægger spor til hunden, da dråbeudlagt spor bliver mere og mere udfaset og formentlig på et tidspunkt udgår af DKK’s prøveprogram.
Færtskospor udlægges ved at man bruger færtsko, hvor klovene er placeret bagved hælen og ikke færtsko hvor klovene monteres under færtskoen. Færtsko hvor kloven er monteret under færtskoen afsætter en større mængde og anderledes fært, da hele benstykket berører jorden og ikke kun kloven.
Færtskospor
Færtskospor kan udlægges ved at man monterer et sæt klove bagpå færtskoene og man kan vælge mellem kronvildtklove, dåvildtklove, sikavildtklove, råvildtklove eller vildsvineklove.
De fleste bruger dåvildt- eller kronvildtklove, da disse klove er nemme at få fat i, ligesom det ofte er dåvildt- eller kronvildtklove som bruges på DKK's schweissprøver.
Færtskospor er ikke bare et færtskospor, da man kan kombinere klov, schweiss og benpibe på flere forskellige måder.
- Klove med schweiss på
Bruges på DKK’s schweissprøver.
Denne type færtskospor er lagt med 2 klove (én bag på hver færtsko).
Der bruges ca. 1 dl (100 ml) schweiss på ca. 400 meter, som mens sporet udlægges sprøjtes ud med sprøjteflaske, dels på sporet og dels på klovene - fordeling ca. halvdelen til hver.
Man bør anvende schweiss fra samme hjortevildt som klovene stammer fra. - Klov og benstump
Bruges til Schweissregistrets egen Kvalifikationstest og Egnethedsprøve.
Denne type færtskospor er lagt med én klov + én benstump (fra samme dyr/ben). Dette kræver at man anskaffer klove hvor der stadig er en del af underbenet med. Man skal nemlig bruge de ca. 10-15 cm. benstump som sidder oven over biklovene.
Man skal sikre sig at både klov og benstump opnår kontakt med jordbunden.
Ved at træne med klov på den ene færtsko og benstump på den anden færtsko, bliver hunden indarbejdet på en kontinuerlig, minimal sårfært fra benstumpens brudflade.
Alternativt og i nødstilfælde kan man bruge 2 klove, hvor den ene klov vendes om, så brudfladen ligesom den anden klov, opnår kontakt med jordbunden.
Der bruges ikke schweiss på klov eller benstump. - Tørre klove
Bruges når man vil have en hund til at udrede et spor med meget lidt fært.
Denne type færtskospor er lagt med 2 klove (en bagpå hver færtsko) og der har på intet tidspunkt været schweiss på klovene – deraf udtrykket tørre klove.
Hvilket færtskospor er bedst at træne på?
Der hersker ingen tvivl om at blandt de nævnte 3 forskellige måder at kombinere klov, schweiss og benstump på, er sportræningen på de tørre klove, det færtskospor som ”afgiver” mindst fært.
Det er derfor også den form for færtskospor man bør træne sin hund på, hvis man vil have at hunden skal kunne udrede et spor med et minimum af fært til rådighed.
Den eneste måde man kan mindske færten på et færtskospor udlagt med tørre klove er, hvis man øger ståtiden, dvs. tiden fra færtskosporet er lagt og indtil man sætter hunden til at udrede sporet.
Jo længere ståtid, desto mindre fært og jo sværere er det for hunden at løse sporforløbet.
DKK schweissspor
Hvis man vil dyrke konkurrencesporten i schweissspor eller blot ønsker at gå til de forskellige schweissprøver, vil jeg anbefale at man træner med færtsko og tørre klove.
På en DKK schweissprøve hvor sporet er udlagt med færtsko, er der også brugt schweiss i forbindelse med sporudlægningen.
Schweissen er fordelt med 50/50 på klovene og på skovbunden.
Udredningen af et DKK schweissspor bliver nemmere for hunden, hvis hunden er vant til at udrede sporforløb på tørre klove (uden schweiss på klovene), altså med mindre fært.
Optagelse i Schweissregistret
Hvis man efter en 1. præmie på en 20t/400m eller en sværere schweissprøve, søger optagelse i Schweissregistret og efterfølgende bliver indkaldt til en Kvalifikationstest, bør man fortsætte med at træne med færtsko og tørre klove (uden schweiss på klovene).
Jeg vil dog anbefale at man i de sidste par måneder op til Kvalifikationstesten, træner med klov og benstump, da det er denne færtkilde som bliver brugt på en Kvalifikationstest.
Til Kvalitetstesten vil klov og benstump stamme fra samme dyr.
Ved at træne på klov og benstump bliver hunden indarbejdet på en kontinuerlig, minimal sårfært (fra benstumpen), hvilket sikrer et godt grundlag for at arbejde videre med hunden, når den skal i gang med de praktiske eftersøgninger.
Træningen med klov og benstump gør det ikke sværere for hunden at udrede sporforløbet end på tørre klove – tværtimod.
Selvom sportræningen på klov og benstump formentlig er nemmere for hunden end sportræning på de tørre klove, er det ikke for at sænke det faglige niveau at man anbefaler at udlægge færtskospor med klov og benstump. Tværtimod er det for at træne hunden på en sårfært i stedet for schweiss, da der ikke nødvendigvis er schweiss ud af sporet på en praktisk eftersøgning.
Når hunden skal ud på de praktiske eftersøgninger, kan man ikke altid forvente at finde meget schweiss, men sikkert er det at hvis dyret er ramt, vil klovene udskille og afsætte det man kalder angstfært.
Denne angstfært er den fært som hunden på de praktiske eftersøgninger med tiden vil erfare, fører frem til dyret.
Ved at træne hunden på klov og benstump, afsætter benstumpen som nævnt en sårfært og denne sårfært er pt. det tætteste man kommer på angstfærten fra et anskudt/påkørt stykke hjortevildt (nødstedt vildt).
Som reg. schweisshundefører lægger jeg også træningsspor til mine reg. schweisshunde og her udlægger jeg træningssporene med klov og benstump for at bevare sårfærten.
Da et træningsspor også indeholder den biologiske/bakteriologiske fært samt ID-færten, udover klovfærten og sårfærten, er færtbilledet meget større, end når hunden skal spore et anskudt/påkørt stykke hjortevildt som ikke schweisser.
Den eneste måde man på disse træningsspor kan skrue op for sværdhedsgraden (læs mindre fært), er ved at skrue op for ståtiden, dvs. lade de kunstigt udlagte spor ligge i rigtig lang tid.
Ovenstående er baseret på egne erfaringer og derfor ikke en facitliste.
Knæk & Bræk
