Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Opsøget

Opsøget går ud på, at hunden selv finder et anskudssted ved hjælp af sin lugtesans. Det bør man træne hunden i, så snart den kan udrede et spor på flere hundrede meter.

Selvom der på nogle prøver er en tydelig markering af, hvor sporet starter, er det ingen sag for hvalpen eller unghunden selv at finde sporstarten.
Når hvalpen eller unghunden har forstået, hvad sporarbejdet går ud på, kan du derfor lige så godt lære den at opsøge sporstarten.

Den eneste forskel på at træne hunden i at finde en markering og at træne den i at finde et anskudssted (altså dér, hvor sporet starter) er, at der ved træning med et anskudssted altid er lagt et spor derfra, som hunden skal udrede.
Ved træning i at markere et sårleje, fortsætter sporet ikke fremad efter det udlagte pyrschtegn, som hunden markerer.

Giv hunden tid til at læse manualen

Bliv ikke fortvivlet, hvis hunden ser ud til at søge efter anskudsstedet uden omgående at markere det og straks derefter starte sporsøget op. Så længe hunden arbejder på at finde anskudsstedet, skal du ikke gribe ind.

Giv hunden al den tid den har brug for til at sortere de forskellige færte, mens du bevarer roen.

Når hunden undersøger de forskellige færte, siger man i fagsproget, at hunden lige skal "læse manualen", inden den tydeligt markerer anskudsstedet og efterfølgende går i gang med at udrede sporet.

Færtforvirring omkring anskudsstedet

Mange tolker en hunds opsøg af et spor som et tegn på, at hunden har svært ved at komme i gang, men det er der ofte en forklaring på.
Når en jæger har skudt til et dyr, som ikke ligger forendt på stedet, undersøger jægeren altid anskudsstedet grundigt som det første.
Jægeren bevæger sig rundt i det område, hvor dyret stod, da der blev skudt til det, og afsætter selv en masse fært i skovbunden. Det sker også, at jægeren ubevidst kommer til at træde i lidt schweiss, maveindhold eller måske lidt kropsvæske fra dyret. Det sætter sig fast under fodtøjet, og jægeren afsætter derved en masse forvirringsfært, mens han eller hun bevæger sig rundt i et større eller mindre område.

Når den reg. schweisshund senere kommer og skal finde anskudsstedet, møder den en kæmpestor færtforvirring i området. Jægeren har måske til sidst fundet det anskudssted, som han eller hun ikke kunne finde i første omgang.
Der lugter interessant overalt i det område, hvor jægeren har bevæget sig rundt for at finde anskudsstedet.
Hvis der kommer flere jægere til for at hjælpe med at finde anskudsstedet, eller hvis der måske også medbringes en hund, skal schweisshunden lige have mulighed for at sortere i denne enorme færtforvirring.

Derfor vil schweisshunden ofte søge rundt og rundt i flere minutter, inden den får sorterer alle færte fra og finder anskudsstedet. 
Som tidligere nævnt siger man i fagsproget, at hunden lige skal have "læst manualen".
Når hunden har læst "manualen", har den styr på, hvilke færte der er interessante, og hvilke der ikke er det.
Først nu begynder den at udrede sporet.

Når det er en fordel at vente til dagen efter

Hvis en eller flere jægere har trampet rundt på et anskudssted, trådt i schweiss, kropsvæsker eller andet og samtidig selv er begyndt at lede efter dyret i den retning dyret flygtede, er det ikke sikkert, at hunden umiddelbart efter kan finde sporet at gå på.
I sådanne tilfælde er det ofte en fordel først at starte op på sporet dagen efter, da den menneskeskabte forvirringsfært forsvinder hurtigere end selve angst- og klovfærten fra dyret.


På nedenstående video kan du se en registreret schweisshund (Bismark) udrede et sporforløb på et anskudt rådyr.
Jægeren skød til dyret dagen før og da jægeren selv havde gået meget rundt i skoven uden at kunne finde dyret, ringede han efter hjælp.
Grundet jægerens egen søgning efter dyret, hvor han havde afsat meget fært i skoven, valgte jeg først at begynde på eftersøgningen dagen efter.
Det lå lidt sne og der var hård nattefrost, så jeg ventede med at komme til op ad formiddagen hvor jeg håbede på lidt sol, hvilket ville give bedre færtforhold.