Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Markering af pyrschtegn del 2

Den næste øvelse, jeg vil anbefale, er en markeringsøvelse uden et forudgående sporforløb.
Årsagen til, at jeg bevidst fravælger et sporforløb frem til de udlagte pyrschtegn, er, at det ofte er hundens store sporlyst, altså dens lyst til at følge sporet, der får den til at ignorere de forskellige pyrschtegn, den møder under sporarbejdet.

Denne markeringsøvelse minder meget om den øvelse, jeg har beskrevet i kapitlet "Markering af pyrschtegn – del 1".
Forskellen er, at vi denne gang udlægger de forskellige pyrschtegn inde i et skovstykke eller på en eng, uden at hunden først skal følge et kort spor frem til dem.

Nederst på siden kan du se en video om, hvordan jeg bla. træner mine hunde i at markere pyrschtegn.

Valg og forberedelse af træningsområdet

Jeg udvælger et område i skoven uden for høj vegetation og gerne med flere store træer.
Det første, jeg gør, er at trampe området grundigt til, med eller uden færtsko. Det vil sige, at jeg går rundt på kryds og tværs, så jeg afsætter fært over hele området.
Det gør jeg for at undgå, at hunden blot følger min fodfært eller færtskoene rundt til de forskellige udlagte pyrschtegn.

Ved foden af de store træer, hvor jeg vælger at udlægge pyrschtegn, stiller jeg eventuelt en pind op ad træet.
På den måde har jeg fuldstændig styr på, hvor de enkelte pyrschtegn er placeret.

De første gange foretrækker jeg et område med mange store træer, da jeg ved hjælp af pindene nemt kan markere de steder, hvor jeg har udlagt pyrschtegn.
Man kan selvfølgelig også bruge markeringsbånd eller andre former for markeringer.
Det afgørende er, at man hele tiden ved præcis, hvor de forskellige pyrschtegn ligger.

I videoen nederst på siden, har jeg lagt pyrschtegnene ud under buske eller andre steder, hvor jeg kunne lave en markering med bånd.
Det er vigtigt, at du også træner øvelsen på en eng uden træer, da det jo ikke kun er i skoven, at hjortevildt bliver anskudt.

Sådan udlægger jeg pyrschtegnene

Jeg forbereder øvelsen på følgende måde:

  1. Overtrampning af området.
    Først overtramper jeg et område på cirka 40 × 40 meter med f.eks. færtsko monteret med klove.
    Det gør jeg for at forhindre, at hunden blot kan følge min fodfært rundt til de forskellige udlagte pyrschtegn.

  2. Udlægning af pyrschtegn.
    Herefter placerer jeg forskellige pyrschtegn rundt omkring i området.
    Nogle steder lægger jeg et lille stykke knogle, andre steder nogle få dråber schweiss, lidt knoglemarv eller nogle hår.
    Husk at markere stederne tydeligt, så du hele tiden ved, hvor de enkelte pyrschtegn ligger.

  3. Liggetid.
    De første gange lader jeg pyrschtegnene ligge i 2–3 timer, inden jeg sætter hunden i gang med at finde dem.
    Ret hurtigt øger jeg liggetiden, så pyrschtegnene efterhånden kan ligge natten over.

Sådan gennemfører jeg markeringsøvelsen

Når hunden skal begynde markeringsøvelsen, er den iført sit schweisshalsbånd eller sin sele, pejl og schweissrem.

  • Jeg sætter hunden af uden for det store felt med de udlagte pyrschtegn og sørger for, at der er ro på både hunden og situationen.

  • På søgekommandoen, eller hvad du nu plejer at sige til din hund, begynder hunden at søge rundt i skovbunden.

  • Du har godt fat i schweissremmen og følger roligt efter hunden.

  • Når hunden nærmer sig et pyrschtegn, og du kan se, at den reagerer på færten, roser du den behersket.
  • Når hunden står og snuser til det udlagte pyrschtegn, skal du hurtigt helt op på siden af den og roligt stryge den over ryggen, mens du roser den.

  • Hvis hunden hurtigt vil videre, fastholder du den forsigtigt ved hjælp af schweissremmen, så den ikke forlader det fundne pyrschtegn.

  • Sæt hunden af, og rod lidt i jorden ved det fundne pyrschtegn.
    Tilkendegiv tydeligt over for hunden, at du er meget glad for det, den netop har fundet til dig.
    Jo længere tid du kan få hunden til at interessere sig for det fundne pyrschtegn, desto bedre.

Jeg nøjes ikke med at vise hunden, hvor glad jeg er for dens fund.
Jeg belønner, eller om man vil "bestikker", også hunden med et stykke pølse, en frikadelle eller noget andet, som hunden elsker.
Det gør jeg for at forstærke hundens oplevelse af, at jeg er meget glad for det, den netop har fundet.

Videre til næste pyrschtegn

Hunden har nu fundet det første pyrschtegn og skal videre med at finde de øvrige.
Det gør du ved roligt at føre hunden et par meter væk fra det fundne pyrschtegn, hvorefter du sætter den af igen.
Når der er kommet ro på hunden, sætter du den på ny i gang med at søge.
Hunden fortsætter nu med at undersøge området, indtil den finder det næste udlagte pyrschtegn.

Herefter gentager du den samme fremgangsmåde med ros, berøring og belønning, når hunden markerer fundet.
Sådan fortsætter du, indtil hunden har fundet de udlagte pyrschtegn.

Gør gradvist pyrschtegnene mindre

I begyndelsen bruger jeg rigeligt med schweiss som pyrschtegn.
Men jo lettere hunden får ved at finde og markere de udlagte pyrschtegn, desto mindre mængder schweiss og desto mindre pyrschtegn begynder jeg at lægge ud.

Jeg reducerer stille og roligt størrelsen af færtkilderne, så hunden efterhånden skal arbejde med stadig mindre mængder fært. Til sidst er jeg nede på en enkelt lille dråbe schweiss eller blot nogle få hår.
Det er netop denne evne til at lokalisere og markere selv meget små pyrschtegn, som senere kan få afgørende betydning under en praktisk eftersøgning.

Når du lægger pyrschtegnene ud på et sporforløb

Når du skal implementere udlagte pyrschtegn på et sporforløb, skal man sikre sig at det ikke sker fejl.
Hvis du bare lægger pyrschtegnene ud på sporet og forsætter sporet i samme retning, risikerer du at hunden går over pyrschtegnet og følger sporet.
Hvis hunden her bliver stoppe på sporet, kan der opstå en konflikt, da hunden jo blot følger sporet, og ikke forstår hvorfor den bliver stoppet.
Hvis du derimod lægger pyrschtegnet i spidsen af et spids knæk, kan hunden ikke fortsætte på sporet hvis den går over pyrschtegnet - da der ikke er noget spor fremad efter pyrschtegnet.
Hvis hunden har lært at løse de spidse knæk, ved den også, at når sporet stopper, er der kun én vej frem, og det er tilbage.
Og her er det at du som hundefører skal agere som under træning af pyrschtegn, når hunden snuser til det udlagte pyrschtegn.

Når markeringsarbejdet får betydning under en praktisk eftersøgning

Når man som registreret schweisshundefører har sat hunden til at følge sporet efter et anskudt stykke klovvildt, og man flere hundrede meter ude ad sporet endnu ikke har fundet en eneste dråbe schweiss, kan man godt begynde at blive i tvivl om, hvorvidt man følger det rigtige dyr.

Man vælger alligevel at fortsætte sporarbejdet, og pludselig stopper hunden op, stikker snuden ned i skovbunden og begynder at logre med halen - hunden har fundet og markerer nu en enkelt lille dråbe schweiss.

I sådan en situation får man vished for at markeringstræningen virker i praksis, og man får for alvor tillid til hundens evner som schweisshund.
Samtidig bliver man bekræftet i, at man følger sporet efter det rigtige dyr.