Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Terrænskifte / skovveje

Det er vigtigt, at du lægger dine træningsspor, så hunden også bliver udsat for forskellige former for terrænskifte.

Det kan eksempelvis være passager, hvor sporet går fra mark til skov, fra grankultur til løvskov, fra ung til gammel skov eller fra skov til skovvej.
Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvor mange forskellige terrænskifter du kan indlægge i et sporforløb.

Hver gang hunden kommer til et terrænskifte, skal den danne sig et overblik over det nye færtbillede, inden den kan fortsætte sporarbejdet på den udvalgte fært. Derfor er det ikke unormalt at hunden ved et terrænskifte ændre sit søgeadfærd lidt, indtil den er zoomet ind på det nye færtbillede.

Hvorfor giver grusbelagte skovveje problemer?

Der er flere årsager til, at sporarbejde på og over grusbelagte skovveje ofte giver problemer.
Ofte skyldes det at vi under træningen - for nemheds skyld - ofte afslutter det kunstigt udlagte spor lige før en skovvej.
Hvis hunden skal kunne opfatte en skovvej / grusvej som et underlag der skal gåes spor på, kræver det at vi inddrager skovvejens /grusvejens underlag som et helt naturligt sted at udrede et sporforløb.
Hvis vi ikke lærer hunden at et spor sagtens kan ligge på en skovvej, og ikke altid ligger på underlag med mere vegetation, får vi aldrig lært hunden at følge et spor på en grusbelagt skovvej.
Træn derfor hunden i at følge spor på og langs grusbelagte skovveje. 

Lær hunden at følge sporet langs skovvejen

En god idé er, at du i stedet for altid at krydse skovvejen går ud midt på vejen eller i rabatten og følger denne 40–50 meter, inden du vinkler ind i skoven igen.
Det er i øvrigt en adfærd, som anskudt eller påkørt vildt sagtens kan finde på at udvise.
Jo mere erfaren hunden bliver, desto lettere vil du opleve, at den kan aflæse og løse de forskellige former for terrænskifte.

Eksempel på et sporforløb med flere vejovergange

Illustrationen viser et eksempel på, hvordan det eftersøgte vildt kan bevæge sig i forbindelse med en skovvej.
Du skal derfor udfordre din hund, når træningssporet skal krydse en skovvej, grusvej eller landevej.

Punkt 1: Du laver en tilbagegang.
Punkt 2: Du laver endnu en tilbagegang.
Punkt 3: Du går ud midt på vejen og følger den cirka 30 meter, hvorefter du går ind i skovstykket igen.
Punkt 4: Du krydser vejen skråt og fortsætter sporet på den anden side.

Undgå at lære hunden, at sporet altid fortsætter lige over vejen

Hvis du lærer din hund, at den altid skal krydse en vej vinkelret, hver gang I møder en vej under sporarbejdet, kan det give store problemer, når I senere skal løse praktiske eftersøgninger.

Jeg taler af erfaring da jeg selv har fejlindlært en af mine tidligere registrerede schweisshunde, ved konsekvent at krydse grus- og skovveje vinkelret, hver gang jeg lagde et træningsspor.
Det lærte hunden hurtigt, hvorfor den når den kom til en grusvej, løftede den hovedet og skyndte sig i en direkte linje over på den anden side af vejen, hvor den fortsatte sporarbejdet.
Problemerne opstod efterfølgende, når jeg var på en praktisk eftersøgning, og det dyr, jeg sporede, havde fulgt grusvejen et stykke, inden det forlod vejen igen.
I disse situationer brugte hunden utrolig meget tid på at genfinde sporet, fordi den gennem træningen havde lært, at sporet altid fortsatte vinkelret over grusvejen.

Variér altid dine vejovergange

Husk derfor at lægge dine træningsspor, så du varierer overgangen, hver gang sporet møder en grusvej.

  • Nogle gange lægger du sporet, så det krydser vejen skråt.
  • Andre gange lægger du sporet, så det går ud på grusvejen og følger den 20–100 meter, inden sporet fortsætter ind i skoven igen.
  • Kun ganske få gange bør du lade sporet fortsætte lige over grusvejen.

På den måde lærer hunden, at den ikke på forhånd kan regne med, hvordan sporet fortsætter, når den møder en vej.
Hunden bliver i stedet nødt til at koncentrere sig om færten og selv finde ud af, hvilken retning sporet fortsætter i.

Hvorfor laver skadet vildt tilbagegange og andre færtforvirringer?

De vildtarter, som en registreret schweisshund eftersøger, er alle byttedyr.
Det ligger derfor dybt i dyrenes instinkter, at der findes andre dyr, som vil forsøge at fange og æde dem.
Derfor er disse dyr altid på vagt over for mulige fjender.

Når et dyr bliver skadet, er det ekstra udsat, og dets overlevelsesinstinkt træder i kraft.
Vær ikke i tvivl om, at et skadet dyr er opmærksomt på den fare, som prædatorer kan udgøre.
Derfor kan dyrene finde på at lave lange tilbagegange, stjerner og andre færtforvirrende sporforløb, som kun har til formål at ryste eventuelle forfølgere af sig.

Det er derfor heller ikke usædvanligt, at skadet vildt stopper op og sikrer, inden det eventuelt laver en længere tilbagegang for derefter krydser en skovvej, grusvej eller asfaltvej.