Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Selvstændigheden

En schweisshund SKAL have en tilpas grad af selvstændighed. Det skal på ingen måde tolkes som ulydighed.

Hunden skal i dagligdagen forstå og adlyde kommandoer som "sit" og "dæk" og komme hver gang, når man kalder eller fløjter. Det sidste, altså hjemkaldet, skal man ikke forvente, at hunden adlyder under en hetz, hvor dyret er rejst fra sit sårleje, og hunden hetzer det.

Selvstændighed under en hetz

En selvstændig hund med stor sporlyst og høj jagtlyst lader sig ikke stoppe midt i en hetz på et anskudt eller påkørt dyr, hvilket både godt og skidt.

Det gode er, at hunden holder hårdt på i hetzen. Mister hunden dyret af syne, fortsætter den efter det ved at følge dynefærten og dyrets fod, som afsætter angstfært.

Jo mere selvstændighed, mod, jagtlyst og sporlyst hunden har, desto længere vil den hetze dyret.
Ulempen er, at man som schweisshundefører skal overveje, hvornår man slipper hunden til hetz, efter at dyret er rejst fra sårlejet. Man kan nemlig ikke altid forudsige, hvilken flugtrute et anskudt eller påkørt dyr vælger.
Derfor kan man risikere, at dyret sætter kursen direkte mod en stærkt trafikeret vej, efter at hunden er sluppet til hetz.

Af samme årsag vælger samtlige schweisshundeførere at vente med at slippe hunden til hetz, når de eftersøger et dyr tæt på en stærkt trafikeret vej, selvom dyret er rejst fra sit sårleje. Man sporer blot videre i rem, indtil man er fortrolig med afstanden til de stærkt trafikerede veje.

Da strandturen skulle slutte
Min tidligere reg. schweisshund viste allerede i en ung alder, at hans selvstændighed ikke fejlede noget. Selvom han var rimelig lydig som unghund, viste han sin selvstændighed (også kaldet egenrådighed), hver gang jeg var på stranden for at motionere ham i vandet. Jeg smed pinde eller bolde ud i vandet, som han med stor iver svømmede ud efter og afleverede til mig.

Lige så snart han fornemmede, at motionstimen var ved at være slut, og jeg begyndte at gå væk fra vandet og op mod bilen, lagde han sig ned i vandkanten. Jeg vidste godt, at han ikke ville komme, hvis jeg kaldte, så jeg lod være. Jeg gik i skjul bag klitterne, og de første mange gange kom han inden for ti minutter for at se, hvor jeg var henne. Senere trak han tiden, og jeg har måttet vente i helt op til 30 minutter, før han kom luntende for at se, hvor jeg blev af. Jeg valgte derfor at skifte taktik og tog ham fremover i snor, et stykke tid før strandturen var slut.

I dag er han blevet mere lydig og har gennem lydighedstræningen lært, at han SKAL komme, når jeg kalder på ham, uden at det på nogen måde har ødelagt den nødvendige selvstændighed.