Viden om schweisstræning
Fra sporhund til schweisshund
Som jeg tidligere har skrevet flere gange, er en god sporhund, der kan udrede selv de vanskeligste kunstigt udlagte spor, ikke pr. automatik en god schweisshund til eftersøgning af anskudt eller påkørt klovvildt.
Hvis man står med en god sporhund, kan denne hund gennem en flerårig målrettet uddannelse med tiden udvikle sig til en dygtig schweisshund.
Det kræver, at hunden gennemgår et målrettet uddannelsesforløb og samtidig får mulighed for at deltage i mange praktiske eftersøgninger over en periode på 1–2 år.
Det kræver selvfølgelig også, at hunden besidder den nødvendige medfødte vildtskarphed over for hårvildt, ligesom den mentalt skal være i besiddelse af den fornødne ro, det nødvendige mod og en høj grad af selvstændighed.
Hvad lærer hunden på et kunstigt udlagt færtskospor?
Når du lærer din hund at gå færtskospor, lærer du i bund og grund kun hunden at følge en bestemt fært – eller rettere sagt et samlet færtbillede, der består af flere forskellige færte.
Dette færtbillede består blandt andet af den biologiske og bakteriologiske fært, der opstår fra den vegetation, som bliver nedtrådt og knust under færtskoene og vores fodsåler.
Derudover afsætter vi vores egen individuelle ID-fært, ligesom den klov, vi har spændt bag på færtskoene, både afgiver en biologisk og bakteriologisk fært samt en mindre mængde vildtfært.
Det, jeg forsøger at forklare, er, at den fært, som vi gennem den kunstige sportræning lærer hunden at følge, i virkeligheden er et samlet færtbillede bestående af flere forskellige færte.
Derudover er det vigtigt at forstå, at dette er et særligt sammensat færtbillede, som hunden aldrig vil møde i præcis samme form under en praktisk eftersøgning.
Forskellen mellem kunstige spor og praktiske eftersøgninger
Ovenstående er efter min vurdering forklaringen på, hvorfor overgangen til de rigtige eftersøgninger kan være så vanskelig for hunde, der netop er blevet optaget i Schweissregistret.
Den seriøse og ofte månedlange sportræning har dog på ingen måde været forgæves.
En af de vigtigste færdigheder, hunden lærer gennem en grundig sportræning, er nemlig at fastholde den fært, den er startet på, uanset hvilke andre færte den møder under sporarbejdet.
Hunden har med andre ord lært at være sporlydig.
Når hunden har lært at fastholde det færtbillede, som dommer, sporlægger, færtsko m.m. afsætter i skovbunden på et prøvespor, og samtidig har udviklet en god sporlydighed, vil den som regel kunne udrede de kunstigt udlagte prøvespor uden større problemer.
De væsentligste forhold, der herefter kan øge sværhedsgraden af disse spor, er sporenes liggetid og længde.
Et helt andet færtbillede under de praktiske eftersøgninger
Når hunden skal i gang som schweisshund og eftersøge anskudt eller påkørt vildt, skal den omstille sig til en helt anden fært – eller rettere sagt et andet færtbillede – som den ikke tidligere har stiftet bekendtskab med i samme form.
Mængden af biologisk og bakteriologisk fært er efter min vurdering også betydeligt mindre under mange praktiske eftersøgninger.
Når to voksne personer tramper gennem skovbunden i forbindelse med udlægningen af et prøvespor, afsættes der betydeligt mere fært fra den påvirkede vegetation, end når et anskudt eller påkørt stykke råvildt flygter gennem skoven i lange spring.
Angstfærtens betydning
Den nye og meget vigtige fært, som hunden ikke tidligere har stiftet bekendtskab med under den kunstige sportræning, er selve angstfærten fra det anskudte eller påkørte dyr.
Denne angstfært, som jeg beskriver nærmere i et andet kapitel, skal hunden gennem mange praktiske eftersøgninger lære at forbinde med muligheden for at finde frem til det eftersøgte dyr.
Gennem de mange praktiske eftersøgninger lærer hunden, i kombination med en gennemarbejdet sporlydighed, at angstfærten kan føre frem til det anskudte eller påkørte dyr.
Samtidig lærer hunden at ignorere friske afledningsfærte fra dyr, der ikke fejler noget, og som derfor ikke afgiver den samme angstfært.
Erfaringen kommer gennem praktiske eftersøgninger
Alle registrerede schweisshundeførere ved, at der efter hundens godkendelse som registreret schweisshund, enten gennem en kvalifikationstest eller en egnethedsprøve, ofte går 1–2 år og omkring 100 praktiske eftersøgninger, før hunden fungerer som en nogenlunde stabil schweisshund.
Indlæringskurven er stejl, og det er først og fremmest gennem de praktiske eftersøgninger, at hunden opbygger den nødvendige erfaring.
Med mere end 25 års erfaring som re4gistreret schweisshundefører, kan jeg med sikkerhed sige, at mange praktiske eftersøgningserfaring er en afgørende forudsætning for, at hunden med tiden kan løse de virkelig vanskelige eftersøgninger.

Når du selv lægger dine spor eller hvis du får en anden til at lægge dit spor, vil ovenstående færte være det færtbillede din hund går på.

Når du stiller til en spor- eller schweissprøve i DKK regi, vil sporet være lagt af to personer, nemlig en dommer samt en stifinder. To personer afsætter mere fært i skovbunden end en person, hvorfor færtbilledet til en prøve vil være større end når én person lægger et træningsspor.
Dynefærten er kun til rådighed i færtbilledet umiddelbart efter sporet er lagt.
Afsnit i dette kapitel
- Hundens lugtesans
- Lidt fakta om hundens lugtesans
- Færtforhold
- Vindforhold og underlag
- Hvad er angstfgært
- Den individuelle fært
- Kønsmodnings-perioderne
- Sportræning i den svære kønsmodningsperiode
- Tryk på den rigtige knap
- Konflikter
- Schweiss eller ikke schweiss
- Klove
- Ståtid (alder på sporet)
- Længden på sporet
- Når sporet er for svært
- Kommunikation på sporet
- Nej-kommandoen
- Ros på sporet
- Kombination af ros og ris
- Fra sporhund til schweisshund
