Viden om schweisstræning

Schweiss eller ikke schweiss

Ordet "schweiss" kommer fra det tyske sprog og betyder oversat til dansk sved eller kropsvæske. I jagtsproget betegner nogle det som vildtblod.
Hvornår det hedder schweiss, og hvornår det hedder blod, er der en nem forklaring på.
Når blodet befinder sig inde i dyrekroppen, kaldes det blod, og når det er uden for dyrekroppen, kaldes det schweiss.

Undgå schweiss på klovene

Hvis du træner din hund med det mål at blive registreret schweisshundefører, vil jeg anbefale dig ALDRIG at have schweiss på klovene, når du lægger spor til hunden.

Du skal bruge lidt schweiss, men ikke på klovene.
Hvis du har schweiss på klovene, bliver det alt for nemt for hunden at udrede sporet.

Hvis du lærer din hund udelukkende at udrede schweissspor, hvor du altid har brugt schweiss på klovene, vil både du og hunden få et chok den dag, hunden skal i gang med praktiske eftersøgninger som registreret schweisshund.

Jeg kan allerede nu høre de mange kloge sporentusiaster råbe op om, at det er unaturligt at lægge spor uden schweiss på klovene, da et anskudt dyr som regel også afsætter et schweissspor efter sig.
Dette er til dels korrekt ved blad- og lungeskud, men ved mange af de vanskelige eftersøgninger finder man ikke en eneste dråbe schweiss – måske blot et par hår, kødstykker eller knoglesplinter.
Hvis der er tale om eftersøgning af dåvildt eller kronvildt, er det meget almindeligt at man intet schweiss finder på anskudsstedet, da det ikke er unormalt at der ikke er gennemskud i dyrekroppen (afhængig af kuglevalg, kaliber m.m. 

Hvis der er schweiss på et spor efter et anskudt eller påkørt dyr, vil schweissen sjældent være trykket ned i dyrets klovaftryk, men derimod ligge oven på jorden ved siden af sporet.
Derudover skal man være bevidst om, at jo mindre fært en hund behøver for at kunne udrede et sporforløb, desto nemmere vil den have ved at udrede et spor, hvor der tillige er schweiss til stede.

Som regel bliver man kun tilkaldt som registreret schweisshundefører, hvis der ligger meget lidt schweiss eller slet ingen.
De gange, hvor der ligger et schweissspor, som ser ud, som om det er hældt ud af en colaflaske, ja, så har jægerne som regel selv været ude at samle dyret op – medmindre det ligger forendt hos naboen.

Hvor og hvordan skal schweissen udlægges?

Af ovenstående årsager vil jeg fraråde dig at træne med schweiss på klovene.
Det betyder dog ikke, at du helt skal undlade at bruge schweiss, når du lægger træningsspor til hunden.

Du skal lægge lidt schweiss på anskudsstedet og i de udlagte sårlejer, ligesom du i ny og næ kan lade en enkelt dråbe falde ned på skovbunden ved siden af sporet.

Tænk over, hvor du forestiller dig, at et anskudt eller påkørt dyr naturligt ville tabe lidt schweiss under sin flugt.
Hvis du under sporudlægningen eksempelvis passerer en grøft, vil det være helt naturligt at afsætte en eller to dråber schweiss på den anden side af grøften, præcis dér, hvor dyret ville lande efter at have sprunget over den.

Træn hunden i at markere strygeschweiss

Træn også hunden i at markere strygeschweiss, altså schweiss, som sidder 30–50 cm over skovbunden, og som efterligner schweiss, der er blevet afsat på plantestængler og lignende.

Endelig skal du ikke glemme at lave markeringer på undersiden af høje brændenælder.
Disse markeringer skal simulere et dyr med eksempelvis et tapskud, som under sin flugt har afsat lidt strygeschweiss på vegetationen.