Viden omschweisstræning

Hvad er angstfgært

Angstfærtens betydning under praktiske eftersøgninger

Når et dyr anskydes eller påkøres, frigives der øjeblikkeligt stresshormoner (adrenalin og kortisol), som medfører, at dyret både fysisk og psykisk fungerer og reagerer anderledes, end når det ikke er stresset.
Man kan sige, at dyret, ligesom ved andre hormonelle påvirkninger, kommer i en anden "tilstand". Dyret forbliver i denne tilstand, indtil stresspåvirkningen er aftaget, og stresshormonerne igen er faldet til deres normale niveau.
Det kan tage fra minutter til flere timer for dyret at komme ud af denne stresstilstand, afhængigt af hvor kraftigt og hvor længe dyret har været stresset.
Jeg er ikke i tvivl om at smertepåvirkningen har en direkte indflydelse på dyrets stressniveau.

Når vi mennesker pludselig bliver forskrækkede eller bange, frigiver kroppen blandt andet stresshormonet adrenalin.
Dette kan eksempelvis mærkes ved hjertebanken, sved i håndfladerne, sommerfugle i maven, tissetrang, spændte muskler, ændret åndedræt og mere fokuserede tanker, ligesom vi også kan komme til at "lugte" anderledes.

Når klovvildt bliver anskudt eller påkørt, udskiller dyrene også en anden lugt end den, de afgiver, når de ikke er stressede. 
Denne lugt, som vi omtaler i forbindelse med eftersøgningsarbejdet, kaldes "angstfærten".
Denne angstfært afgiver og afsætter dyrene i skovbunden under flugten via de kirtler, som sidder ved klovene.

Den erfarne schweisshund kan adskille færtene

En kombination af angstfærtens tilstedeværelse og den eftersøgningserfaring, schweisshunden besidder, bevirker, at den registrerede schweisshund nemmere kan adskille angstfærten fra andre færte.

Derfor er det efter min erfaring karakteristisk, at når anskudt då- eller kronvildt efter at have fulgt rudlen over en længere strækning bliver så svækket, at det drejer fra rudlen for at sætte sig og gemme sig, følger den erfarne registrerede schweisshund efter netop dette dyr.

Eftersøgning af hjortevildt i områder, hvor der står meget vildt, kan være som "gift" for en ung og uerfaren registreret schweisshund.
Mange færte, som blandes sammen på kryds og tværs, er ikke en opgave, man kan forlange, at en ung og uerfaren registreret schweisshund skal kunne løse.

Efter 1–2 år i Schweissregistret og omkring hundrede positive eftersøgninger vil den tidligere unge og uerfarne registrerede schweisshund være betydeligt bedre rustet til at løse opgaver af denne kaliber.
Selvom succesraten på ingen måde bliver lige så høj som hos den mere erfarne registrerede schweisshund.

Kontroleftersøgninger – når dyret ikke er ramt

Ved kontroleftersøgninger, altså eftersøgninger, hvor jægeren ikke selv mener at have ramt dyret, men for en sikkerheds skyld rekvirerer en registreret schweisshund for at få dette be- eller afkræftet, har jeg gjort mig nogle interessante erfaringer.

I det følgende tager jeg udgangspunkt i en kontroleftersøgning, hvor dyret ikke er ramt, men blot er løbet videre efter skudafgivelsen.
Selvom den unge og uerfarne registrerede schweisshund intet finder på anskudsstedet, vil den gerne følge sporet over en længere strækning, uden at vi kommer i nærheden af dyret.

Hvis det derimod er den meget erfarne registrerede schweisshund, som kommer ud til dette kontrolsøg, hvor dyret ikke er ramt, vil hunden undersøge og finde det sted, hvor dyret satte af, da der blev skudt til det.
Den vil følge sporet nogle 30-100, hvorefter den slår af, kigger op på hundeføreren og nærmest siger:
"Hva' så, makker? Skal vi komme videre til næste eftersøgning? For dette dyr er ikke ramt".
Jo mere eftersøgningserfaring den registrerede schweisshund har, desto kortere vil den følge foden på det dyr som der skudt til - forudsat dyret ikke er ramt.

Rex – den erfarne schweisshund, som vidste bedre

En af mine tidligere registrerede schweisshunde, en sort labrador ved navn Rex, havde på sine gamle dage, hvor han var særdeles erfaren, sin helt egen måde at vise mig, at dyret ikke var ramt.
Han snusede intenst og undersøgte det sted, hvor dyret havde sat af, da der blev skudt mod det. Det kunne han godt bruge 1–2 minutter på.
Når Rex var færdig med at undersøge stedet, og moske havde fuldt sporet 5-10 meter, kiggede han op på mig, hvorefter han gik hen til den nærmeste sten, busk eller træ og lettede ben!

Mange jægere har helt sikkert tænkt:
"Hold da op, en dårlig registreret schweisshund - den kan ikke gå spor".

Hvis jeg prøvede at sætte ham i gang med at følge den fod, dyret havde afsat, stillede han sig blot op og gloede nærmest fornærmet på mig.
Selvom jeg allerede på dette tidspunkt vidste, at dyret ikke var ramt, blev jeg nødt til at foretage mig noget andet.
Derfor satte jeg Rex tilbage i bilen og tog en yngre og betydeligt mindre erfaren registreret schweisshund ud.
Denne hund ville hellere end gerne gå spor, bare der var noget fod at gå på - angstfært eller ej.

Den unge og uerfarne registrerede schweisshund startede op, og med "tju hej, vilde dyr" trak unghunden mig flere hundrede meter på foden af det dyr, som ikke var ramt.
Jeg stoppede hunden og vendte tilbage til rekvirenten, hvor jeg meddelte, at dyret ikke var ramt, men at det var supergodt, at han havde ringet, så vi var 100 % sikre i vurderingen af et forbiskud.

Mere end én gang har jeg fået en afsluttende bemærkning med på vejen:
"Det var godt, du havde den unge hund med, for den gamle hund virkede da vist ikke helt efter hensigten".
"Nå nej, men han er også gammel", svarede jeg.
Men jægerne skulle bare vide!

Hvorfor følger den unge hund sporet længere?

Når et dyr bliver forskrækket, bange eller stresset, eksempelvis når det pludselig oplever et larmende skud i skovens dybe, stille ro, mens det står helt afslappet og esser, vil det normalt flygte. Trykpåvirkningen af en kugle som suser hurtigt forbi dyret kan give samme reaktion.

I det øjeblik dyret bliver forskrækket eller bange, aktiveres dets stressreaktion, og efter min opfattelse vil kirtlerne ved dyrets klove omgående begynde at udskille og afsætte den ændrede fært, vi kalder angstfært.
Derfor er det på ingen måde unormalt, at en registreret schweisshund begynder at følge foden af et dyr, som ikke er ramt, da dyret netop har afsat denne angstfært.
Men efter kort tid aftager dyrets stressreaktion, og dermed ændres også det færtbillede, dyret afsætter. Dyret fortsætter selvfølgelig med at afsætte sin almindelige individuelle fært under den videre flugt.

Afhængigt af den registrerede schweisshunds eftersøgningserfaring vil dette afspejle sig i, hvor langt hunden følger sporet.
Den erfarne registrerede schweisshund stopper hurtigt med at følge foden af dette dyr, mens den unge og uerfarne registrerede schweisshund endnu ikke er blevet helt fortrolig med at skelne mellem angstfærten og den individuelle fært, som dyret altid afsætter.
Derfor fortsætter den uerfarne hund på foden af dyret, selvom færtbilledet har ændret sig fra angstfært til almindelig individuel fært.

En trafikeftersøgning, jeg aldrig har glemt

Jeg kan nævne et andet eksempel, hvor jeg tror, at angstfærten – eller manglen på samme – var årsagen til, at eftersøgningen ikke endte som en positiv eftersøgning.

Jeg havde på daværende tidspunkt kun været i Schweissregistret i 4–5 år og blev en sen aften eller nat tilkaldt til en trafikeftersøgning.
Rekvirenten holdt og ventede ude på stedet, hvor han havde påkørt et dyr. Han mente, at det var et dådyr, han havde påkørt, og havde set dyret løbe ud over marken og forsvinde i mørket.
Jeg kørte til stedet og kunne med min kraftige håndlygte se øjnene fra et dyr, som sad flere hundrede meter ude på marken i et skel tæt ved en skov.
På grund af den trafikerede vej og mørket besluttede jeg at vente med at påbegynde eftersøgningen, indtil det blev lyst.
Nogen vil nok undre sig over hvorfor jeg ikke startede op på eftersøgningen med det samme? Årsagen var at jeg ikke ville slippe min hund til en eventuel hetz så tæt på en trafikeret vej hvis dyret rejste sig og flygtede, ligesom jeg ville have svært ved at afgive et sikkert skud mod dyret med min riffel på grund af mørket og det flade terræn.

Eftersøgningen næste morgen
Om morgenen tog jeg en schweisskollega med, som blev sat af inde i skoven, hvis dyret skulle rejse sig og løbe ind i skoven. Her ville schweisskollegaen kunne afgive et sikkert skud mod dyret, hvis det kom forbi ham.

Da jeg startede eftersøgningen, kunne jeg se, at dyret ikke umiddelbart sad med hovedet oppe på det sted, hvor jeg havde set øjnene aftenen før. Jeg håbede, at dyret var forendt eller blot havde flyttet sig om på den anden side af skellet.

Fra vejen, hvor dyret var blevet påkørt, startede jeg min registrerede schweisshund op på at spore dyret.
Inden da havde jeg sikret mig, at alle formaliteter var på plads, herunder opkald til politiet m.m.

Hunden sporede uden problemer ud over marken, og efter et par hundrede meter kom hunden og jeg frem til sårlejet, altså det sted, hvor jeg aftenen før havde set dyret sidde.
Der lå intet schweiss i sårlejet, så der var umiddelbart ikke hul på dyret, selvom det sagtens kunne have alvorlige indre blødninger.

Jeg satte hunden af og ringede til kollegaen i skoven for at høre, om han havde set noget, hvilket han ikke havde.
Schweisskollegaen kom ud til mig, og jeg forsøgte at sætte min erfarne registrerede schweisshund på sporet igen.
Men hunden søgte og søgte og blev ved med at vende tilbage til sårlejet for at tage foden op, uden at den kunne komme videre.

Hunden havde jo uden problemer fulgt foden af det påkørte dyr ud til sårlejet, hvor dyret tidligere måtte have rejst sig og være fortsat i en eller anden retning.
Alt andet lige måtte den fært, som fortsatte fra sårlejet, have ligget i kortere tid end den fært, vi havde fulgt ud til sårlejet.
Dyret kunne jo ikke bare forsvinde ud i den blå luft, men det var de tegn, jeg kunne læse ud af min erfarne registrerede schweisshunds forsøg på at finde sporet fra sårlejet og videre.

Vi prøvede derfor med en anden registreret schweisshund, som også var meget erfaren.
For at få en helhed i sporforløbet startede denne hund også op præcis det sted ved vejen, hvor dyret var blevet påkørt.
Ingen problemer med at følge sporet ud til sårlejet 200 meter ude på marken.
Men herefter kom den heller ikke længere.

Selvom hunden ihærdigt forsøgte at skille de forskellige færtbilleder fra hinanden, vendte den hele tiden tilbage til sårlejet.
Det var, som om det påkørte dyr var blevet hentet af en helikopter!

Vi undersøgte de nærmeste hegn og remiser, men måtte til sidst kapitulere.
Vi stoppede eftersøgningen og kørte hjem, meget frustrerede over, hvad der var sket.

Jeg var i mange år uforstående over for, hvorfor to erfarne registrerede schweisshunde uden problemer kunne følge sporet fra vejen og ud til sårlejet, men derfra ikke kunne komme videre.

Min forklaring på mysteriet

Først flere år senere og efter erfaringsudveksling med mere erfarne schweisskolleger mener jeg at have opklaret "mysteriet".
Da dyret blev påkørt, blev det stresset og afsatte efter min vurdering angstfært fra klovene, mens det flygtede ud over marken.
Herefter satte dyret sig i sårleje 200 meter ude på marken. hvorefter dyret formentlig har siddet i dette sårleje, indtil det blev lyst, hvorefter det havde rejst sig og søgt mod et sted med mere dækning, hvor det følte sig mere sikkert.

Fra dyret satte sig i sårlejet på marken om aftenen, og indtil det ved solopgang rejste sig, var dets stressniveau formentlig faldet fra at være meget højt til et langt lavere niveau.
Dette kan efter min opfattelse forklare, hvorfor hundene nemt kunne følge færten (angstfærten) fra landevejen, hvor dyret var blevet påkørt, og ud til sårlejet 200 meter væk.
Da dyret mange timer efter påkørslen, formentlig omkring solopgang, rejste sig og gik videre, afsatte det efter min teori ikke længere den samme angstfært, men derimod sin almindelige individuelle fært.

Denne almindelige individuelle fært passede på ingen måde ind i det færtbillede, som hundene havde låst sig fast på fra vejen og ud til sårlejet.
Sporet fra sårlejet og videre havde altså ændret karakter, og da de erfarne registrerede schweisshunde var meget sporlydige, slog de af gode grunde ikke over på den anden fært, som dyret havde afsat, da det forlod sårlejet.

Det er selvfølgelig ikke muligt, men hvis jeg på nogen måde kunne lave denne eftersøgning om, havde det været spændende at se, om en ung og uerfaren registreret schweisshund ville have taget sporet op umiddelbart efter sårlejet og måske ført os videre frem til dyret.

Det får vi desværre aldrig afklaret.
Men én ting er sikkert: Vi lærer noget af hver eneste eftersøgning.