I denne video kan du se Holger udrede et 600 meter langt færtskospor uden schweiss på klovene.
Sporet er ca. 24 timer gammelt og indeholder en wiedergang med stifinderfod (afledning), knæk, vejoverførsler m.m.
Efter de 600 meter sporarbejde er der udlagt et hetzspor på ca. 200 meter.
Hetzsporet er udlagt umiddelbart før de 600 meter sporarbejde påbegyndes og på hetzsporet er lavet en wiedergang med et knæk.
Holger kommer i problemer i wiedergangen med stifinderafledningen på sporet og her lader jeg blot Holger arbejde selvstændigt for at løse denne færtforvirring.
Jeg kunne nemt have hjulpet Holger, men gør meget ud af, at han selv løser de problemer han kommer ud fra, uden at jeg blander mig.
Det tror jeg på gør hunden selvstændig i sin sporsøgning, hvilket senere kan være en gevinst på svære praktiske eftersøgninger, hvor man bliver nødt til at stole på hunden.
På et tidspunkt løber der en fasan lige foran Holger og han har svært ved at glemme den efterfølgende. En strækning på ca. 25 meter går Holger ikke spor, da han ikke kan abstrahere fra fasanen han så og samtidig kan lugte.
Jeg giver Holger mange chancer for at slippe interessen for denne fasan og først da jeg med lidt bestemt stemme siger NEJ, opgiver han interessen for fasanen og søger videre på sporet.
Denne fasan-situation lærte mig, at jeg meget tidligere skal sætte ind med et NEJ (blid irettesættelse), når han mister fokus på sporet i forhold til andet vildt.
Efter en vejoverførsel finder Holger frem til sårlejet hvorfra hetzen er startet. Når Holger slippes til hetz, spurter han ikke frem i sporet.
Nej, de første meter fortsætter han med at gå spor i et roligt tempo, hvorefter han sætter tempoet op, uden på nogen måde at spurte ud af hetzsporet.
Holger får problemer ved wiedergangen i hetzen, da han ikke kan finde knækket. Dette løser Holger på sin egen selvstændige måde, da han uden animeringer løber tilbage mod mig, for at starte hetzen op igen.
Denne gang finder Holger hurtigt knækket i wiedergangen og udreder resten af hetzsporet på en rolig og overbevisende måde.