Viden om schweisstræning

Som jeg har skrevet flere gange, er en god sporhund, som kan udrede de sværeste kunstigt udlagte spor, ikke pr. automatik en god schweisshund til eftersøgning af anskudt / påkørt klovvildt.
Hvis man står med en god sporhund, kan denne hund gennem en målrettet uddannelse med tiden blive en god schweisshund.
Dette kræver at den gennemgår en målrettet uddannelse, samtidig med at den kommer ud på en masse praktiske eftersøgninger over en 1-2 årig periode. 
Det kræver selvfølgelig også at den besidder den nødvendige medfødte vildtskarphed overfor hårvildt, ligesom den mentalt skal være i besiddelse af den nødvendige ro, mod, og selvstændighed.

Når du lærer din hund at gå færtskospor, lærer du i bund og grund kun hunden at følge en bestemt fært, eller rettere sagt ét færtbillede sammensat af flere færte.

Dette færtbillede består af den biologiske / bakteriologiske fært, som opstår grundet den nedtrådte vegetation, som vi knuser under færtskoene og vores fodsåler. Derudover er der vores egen ID-fært, ligesom den klov vi har spændt bagpå færtskoene, udover en biologisk/bakteriologisk fært, også afgiver en mindre fært af vildt.

Det, jeg forsøger at forklare er, at den ”fært”, som vi gennem den ”kunstige” sportræning lærer hunden at følge, er et færtbillede som består af flere færte. Derudover er det et et faktum, at det er et ”færdigt færtbillede”, som hunden aldrig nogensinde vil møde på en praktisk eftersøgning.

Ovenstående forklarer, hvorfor det er så svært for alle hunde, der bliver optaget i Schweiss-registret, når de som reg. schweisshunde skal i gang med de ”rigtige” eftersøgninger.

Den seriøse og månedsvis lange sportræning har på ingen måde været forgæves, da én af de vigtigste ting, hunden lærer gennem en seriøst sportræning, er at holde fast i den fært, den starter op på, uanset hvilken fært den møder under sporudredningen (hunden er sporlydig).

Når hunden har lært at fastholde det færtbillede, som dommer, sporlægger med færtsko m.m., afsætter i skovbunden på et prøvespor og samtidig er blevet sporlydig (ignorerer andre færte), udreder hunden nemt de prøvespor den udsættes for. Det eneste som her og nu kan gøre de kunstigt udlagte spor sværere, er ståtiden og længden på sporene.

Når hunden skal i gang som schweisshund og eftersøge anskudt/påkørt vildt, skal hunden omstilles til en helt anden fært, endda en fært (færtbillede), som hunden aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med. 
Mængden af den biologiske / bakteriologiske fært er på de praktiske eftersøgninger også betydelig mindre. Når 2 voksne personer tramper gennem skovbunden, i forbindelse med udlægning af spor til en prøve, afsættes betydelig mere fært end et anskudt/påkørt stykke råvildt, som med lange spring flygter gennem skoven.

Den ”nye” og vigtige fært som hunden ikke tidligere har stiftet bekendtskab med, og som ikke kan trænes på kunstigt udlagte spor, er selve angstfærten fra det anskudte eller påkørte dyr. Denne angstfært (læs mere om angstfært i et andet kapitel) skal hunden gennem mange praktiske eftersøgninger lære, at følger den denne angstfært, kommer hunden frem til dyret. 

Gennem de mange praktiske eftersøgninger lærer hunden, i kombination med en gennemarbejdet sporlydighed, at angstfærten fører frem til dyret, og at den friske afledningsfært fra dyr som intet fejler (ingen angstfært), aldrig vil føre frem til dyret.

Alle reg. schweisshundeførere ved, at efter hunden er blevet godkendt som reg. schweisshund, enten ved en Kvalifikationstest eller en Egnethedsprøve, går der 1-2 år før hunden fungere som en nogenlunde stabil svhweisshund.
Indlæringskurven er stejl, og der er kun gennem de praktiske eftersøgninger at hunden får den fornødne eftersøgningserfaring, som er en nødvendighed ved de svære eftersøgninger.